Midt i en jazztid

Hvad så? – Ja, så egentlig ingenting forresten, det er vel også pointet. Er det ikke netop tendensen i generationen – de blanke øjne, det indadvendte smil uden bagtanke! Livet!

medens de danser derude krop ved krop, hoved ved hoved, par ved par, vuggende, glidende, bølgende, boblende hen under projektører og tobakståger med blanke øjne og næsten tragiske indadvendte smil, med smidige lemmer spillende i hver enkelt lille bevægelse – legemer så smidige som ingen generation har haft før os – medens de danser dèr … med blanke øjne og smidige legemer …

Han satte munden ned til overarmen og bed, til der kom mærker af tænderne. En tæt krans af gustne, blodløse pletter på den brune overarm, så vendte blodet tilbage, og de blev røde.