Således gik det til, at Thomas Buddenbrook, der havde rakt hænderne længselsfuldt ud efter de høje og sidste sandheder, mat sank tilbage til de begreber og billeder, hvis troskyldige brug var blevet indøvet i hans barndom. Han gik rundt og huskede den ene og personlige Gud, menneskebørnenes far, som havde sendt en personlig del af sig selv ned til jorden, for at han skulle lide og bløde for os, som ville holde dom på den yderste dag, og ved hvis fødder de retfærdige så i løbet af den evighed, der da tog sin begyndelse, ville få erstatning for deres beklemmelser i denne jammerdal … Hele denne lidt uklare og lidt absurde historie, der imidlertid ikke krævede nogen forståelse, men alene lydig tro, og som ville være ved hånden i fastlagte og barnlige ord, når den sidste angst dukkede op … Virkelig?