Den første sten

„Der er måske et særligt medicinstudie møntet på talibanere, hvor I lærer at hugge hænder af?“ Jeg forsøger at gøre min stemme så sarkastisk som muligt, mest for at undgå, at den skal ryste.

Jeg ser indtrængende på Hannah. „Vi står sammen i det her,“ siger jeg. „Hvis I er mine venner, så sætter I jer ned nu.“ Jeg holder vejret. Så sætter de sig ned.

Vi har derfor besluttet, at du skal miste din højre hånd ved afhugning.“

Jeg bliver begravet i det her landskab, hvor jeg ikke hører hjemme. Jeg hører ikke hjemme nogen steder. Det lyder, som om jeg beklager mig. Det gør jeg ikke. Min hjemløshed kunne også have været et løfte om frihed, et ubundet liv. Men det er ikke den slags tider, vi lever i.

må under ingen omstændigheder blande jer eller støtte mig på nogen som helst måde,“ siger jeg.

Det er en dygtig drejning, og jeg kan ikke lade være med at beundre ham for den. Det er min far, der står der foran mig og lyver for at skade mig mest muligt

Er hævn noget, en far skal efterstræbe? Jeg har lyst til at råbe spørgsmålet til ham, men tier.

Jeg må prøve at koncentrere mig om øjeblikket. Det burde ikke falde mig svært. Det er vel i grunden sådan, jeg har levet mit liv. Fra øjeblik til øjeblik.

Ville jeg have handlet, som jeg har gjort, hvis jeg havde vidst, at jeg ville ende her med bagbundne hænder foran en Taliban-domstol?

„Jeg har udmærket forstået den,“ siger jeg opbragt. „Jeg accepterer den bare ikke.“
56

Næste morgen dukker Schrøder op mellem to mænd. Jeg ved ikke, hvor han har tilbragt natten. Hans hænder er bundet bag ryggen. Turbanen har han ikke længere på. Det lyse hår står som en glorie om hovedet på ham, men hans ansigt er forslået, og en stribe af indtørret blod sidder i skægget ned fra den ene mundvig. Han ser ligefrem. Der er ingen angst i hans udtryksløse ansigt, men den udstråling af selvsikkerhed, som altid tiltrak andres blik, er der ikke mere. Det er, som om han har slukket for sig selv. Måske sparer han på kræfterne.
Steffensen, Møller og Hannah har ikke set ham efter hans ankomst. Jeg frygter et øjeblik, at Hannah vil overfalde ham. Men hun ser knap nok på ham. Måske er det hendes kendskab til mine planer, som holder hende tilbage. Jeg fortryder ikke, at jeg fortalte hende om dem. Steffensen og Møller kaster et blik på Schrøder, men det er, som om end ikke synet af deres dødsfjende kan