da
Libros
Johannes Sløk

Kierkegaards univers. En guide til geniet

Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 8 días
For assessor Wilhelm hersker der ingen tvivl. Når han vælger sig selv som den, han faktisk er, vælger at ville være sådan, da har han det fulde ansvar for sig selv. Hvis han altså, for at blive ved det eksempel, er alkoholiker, så er han selv skyld i det; han har villet det og valgt det og har påtaget sig ansvaret for det, og kan ikke undskylde sig med, at det er en medfødt tilbøjelighed, eller at hans far var fordrukken, eller at han havde en trist barndom og tidligt kom i dårligt selskab. Alt dette kan være rigtigt nok, objektivt set, men det hjælper ham ikke at fremføre det, for han har jo valgt at ville sig selv, og så er det hans ansvar ganske alene. Og så har han også det fulde ansvar for, hvad han vil gøre ved den sag, og hvad han end vælger at gøre, kan han gøre det uden desperation og fortvivlelse. Thi i valget ligger også forsoningen og beroligelsen. Måske kan man hævde, at ved at ville sig selv har han også ubetinget tilgivet sig selv; så mislykkes det, gør det ikke noget.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 8 días
Spidsborgeren var travlt optaget af at vælge; i livets mangeartede situationer viste der sig altid flere muligheder for handling, og det var naturligvis nødvendigt at vælge mellem dem for overhovedet at komme til at handle. Og spidsborgeren var af den mening, at han virkelig selv var fuldt ud i stand til at vælge. Men det var et selvbedrag. Spidsborgeren var på forhånd ude i livet, optaget af dets gøremål, fanget ind af dets mange kræfter og funktionssammenhænge. Når han valgte, var det derfor i virkeligheden slet ikke ham selv, der traf valget, frit; de anonyme kræfter havde truffet valget på hans vegne, og han var blot den, gennem hvem disse kræfter gennemførte deres forehavende. Der findes ikke sådan noget som en fri vilje i betydningen frie valgmuligheder (liberum arbitrium hedder det på latin i den sædvanlige filosofiske sprogbrug).

Det havde æstetikeren fuldt ud gennemskuet, så han formulerede på sin egen noget særprægede måde den principielle destruktion af valgets mulighed. Det er ikke muligt at vælge, for valget viser sig overhovedet ikke at være noget valg, men en tom gestus, et slag i luften. Valget har nemlig ingen konsekvenser, eller, sådan kan man også sige det, valget har nøjagtigt den samme konsekvens, ligegyldigt hvad man vælger. Valget er af mægtigt og ørkesløst. Den sande visdom består følgelig i slet ikke at vælge eller at vælge ud i luften, vilkårligt, for i næste øjeblik igen ud i luften, vilkårligt, at vælge noget andet. Altså at vælge på skrømt og derigennem forvandle livet fra virkelighed til en maskerade.

Nu derimod er det omsider lykkedes for etikeren at påvise valgets sted og virkelighed. Man skal vælge sig selv. Men det er unægteligt et valg af en helt egenartet struktur, så lad os se lidt nøjere på det. Den første ejendommelighed ved dette valg er, at det ikke er et valg af et eller andet; man vælger ikke mellem forskellige muligheder; det er ikke sådan, at man også kunne have valgt noget andet. Man vælger jo sig selv, man vælger det ganske bestemte, som man selv er. Man skal altså ikke vælge, hvad man vil være, at man vil være forfatter, landmand eller den slags; det er heller ikke sådan, at man beslutter sig for, hvordan man vil være, at man vil være flittig eller elskværdig eller dydig. Slet ikke, for man vælger det, man faktisk er, sig selv. Og man har rent faktisk ikke andre muligheder end sig selv. Og den eneste foreliggende mulighed, den vælger man da.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 8 días
Det er et umådeligt markant udtryk for det eksistensfilosofiske i Kierkegaards tænkning. Det er først, når et menneske lidenskabeligt forsøger på at finde et autentisk grundlag for sin eksistens, at begrebet om Gud viser sig som et begreb, der ikke lader sig overse, fordi det alene er i forhold til det begreb, eksistensen overhovedet lader sig realisere. Det afsløres i eksistensens krisesituation, at mennesket ikke kan forstås alene ud fra sig selv, men at det blot som menneske forholder sig til noget fremmed, til Gud.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 11 días
I den forstand er lidenskaben skabende. Det er den, der strukturerer verden, giver den kvalitet og indhold, gør den betydningsfuld og mangeartet. Hvis man tager lidenskaben bort, forvandler verden sig til det komplet ligegyldige, alle forskelle forsvinder, alt bliver latterligt og betydningsløst. Med andre ord: Hvis man tager lidenskaben bort, har man spidsborgerens verden, hvor alle formål, al stræben, alle anstrengelser og al travlhed er et dække for den bagvedliggende tomhed.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 11 días
Rent abstrakt forholder det sig på følgende måde. Lidenskaben må nødvendigvis have en genstand, det og det bestemte, som man lidenskabeligt vil. Med samme nødvendighed må lidenskaben have en grund til, at det just er dette bestemte, den vil. Man skulle derfor vente, at det var genstanden og grunden, der fik lidenskaben til at flamme op. Men det viser sig at være en misforståelse.

Det kan ikke overraske, at æstetikeren fortrinsvis benytter den sexuelle lidenskab som eksempel. Og med sin begejstring for Mozarts operaer må i hans øjne Don Juan, den store erotiske forfører, blive det selvfølgelige forbillede. Men se til denne Don Juan! Det er jo ikke sådan, at han en dag møder en dejlig pige, og at hun nu som genstanden vækker lidenskaben i ham. Det er heller ikke sådan, at denne bestemte pige vækker lidenskaben i Don Juan af en særlig grund: fordi hun har en ekstraordinær vidunderlig skikkelse, særligt flammende øjne eller nogen anden specielt æggende egenskab. Overhovedet ikke, for Don Juan begærer, som vi hører det i Leporellos listearie, hver eneste kvinde, uanset alder og egenskaber. Han begærer dem alle og på forhånd.

Hemmeligheden er, at den sexuelle lidenskab er givet på forhånd. Der skal ikke nogen særlig dejlig pige til for at vække den. Hvilket den kierkegaardske æstetiker forklarer på den måde, at lidenskaben, ved at være givet på forhånd, i virkeligheden til genstand har en abstrakt ideal-skikkelse, som ikke eksisterer konkret i den faktiske verden. Don Juan elsker kvinden som sådan, kvinden overhovedet, kvindelighedens idé. Men hun – eller den – forefindes jo ikke i verden; hun er en rent ideel foreteelse. Derfor er det rent faktisk Don Juans erotiske lidenskab, der skaber sin genstand. Når han møder en kvinde, ligegyldigt hvilken, forvandler hans lidenskab hende til denne lidenskabs genstand. Og den gør det uden anden grund end den, at hun altså tilfældigvis er for hånden. Der er intet som helst i hende selv, der er grunden til, at hun skulle blive lidenskabens genstand, ikke andet end det faktum, at hun er en kvinde og er for hånden. Og det kan enhver kvinde være.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 12 días
Æstetikeren kan under disse omstændigheder vælge sine roller aldeles vilkårligt, eventuelt vejledet af, hvad han nu kunne have lyst til. Men det er karakteristisk, at han ofte lader sit rollevalg være afhængig af de mennesker, han tilfældigvis får med at gøre. Over for en koket pige spiller han straks forfører. Møder han en ærværdig gejstlig, stiller, han sig an som en from andagtsøgende. Kommer han i selskab med forretningsmænd, gør han sig klog på pengeanbringelser. Det vil sige, at han finder morskab i at bedrage. Men det viser også hans fortsatte afhængighed af den spidsborgerlige verden og dens gøremål. Han kan kun gennemføre sine lege ved at gennemføre dem inden for det system af gøremål, der er denne verdens indhold.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 12 días
Det er meningsfuldt at tage afstand fra noget for i stedet at vælge noget andet. At tage afstand er at forlade noget, men det giver kun mening, hvis man så kommer et andet sted hen – men det gør den kierkegaardske æstetiker netop ikke. Han nøjes med at sige nej, at melde sig ud af samfundet (som det nu er blevet moderne at udtrykke det), men han melder sig ikke ind i noget andet samfund, et alternativt samfund. Han vil overhovedet ikke have noget med noget samfund at skaffe. Han svæver rundt i den rene tomhed, og nok danner æstetikerne et slags broderskab, der kan holde drikkegilder sammen, men det broderskab skal ikke forveksles med et samfund. En æstetiker hader enhver form for kollektivitet. Han er i meget ekstrem forstand individualist.

Han udtrykker det selv ved at sige, at han ikke har noget standpunkt. Naturligvis ikke, for ved at have et standpunkt har man overvundet det rent negative; man har etableret sig og kan nu bruge standpunktet som udgangspunkt for en konkret livsudfoldelse. Æstetikeren er som en top, der kun kan holde sig oprejst, så længe der bliver pisket på den; den kan ikke simpelt hen stå op; den har bogstaveligt ingenting at stå på, og når piskeslagene standser, må den falde om.

Således tager æstetikeren nok ironisk afstand fra den givne borgerlige tilværelse. Men det indebærer, at han stadig på en sær måde er bundet til den, for han kan kun defineres som den, der tager afstand fra den. Og det betyder jo, at den frigørelsesproces, som han forsøger, ikke kan gennemføres, for han kommer ingen steder hen. Som en planet, der er bundet til at kredse omkring solen, må æstetikeren stadig kredse om den tilværelse, han ikke vil ind i.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 12 días
Men hvad er det, den kierkegaardske æstetiker gør ved disjunktionen eller dilemmaet? Han ophæver det, erklærer det for ugyldigt, og det gør han ved at påstå, at ligegyldigt hvad man vælger, så får det ingen konsekvenser overhovedet. Eller rettere: Det får nøjagtig de samme konsekvenser, hvad enten man vælger den ene eller den anden mulighed. Og denne ene samme konsekvens er, at man i begge tilfælde vil fortryde, at man valgte. Men når konsekvensen bliver den samme, ganske uden hensyn til, om man vælger den ene mulighed eller den stik modsatte, betyder det, at selve valget er en illusion, en tom gestus. Og da konsekvensen er, at man vil fortryde valget, bliver den konkluderende visdom, at man skal lade være med at vælge. Hvilket man ganske vist også vil fortryde!
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 12 días
Men det er også gennem disse udbrud, det bliver klart, hvorfor æstetikerne kaldes æstetikere. Det gør de præcist, fordi de af princip ikke engagerer sig; de er bevidst uinteresserede. Den kierkegaardske æstetiker forholder sig til livet, sådan som vi andre forholder os til en teaterforestilling. De læner sig åndelig talt tilbage i stolen og iagttager livet, som det udspiller sig for øjnene af dem, og de kommer enstemmigt til det resultat, at det hverken er en tragedie eller en komedie; det er en farce, en burleske, et grotesk stykke absurd dramatik, uden hoved og hale og sammenhæng og mening. At tage det alvorligt, gå ind i det og engagere sig i et eller andet ville være klart vanvid.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 2 meses
For Kierkegaard er det klart, at det ikke er et udvendigt forhold, der består mellem individet og dets samfund. Individet er ikke en fast, afgrænset, i sig selv hvilende størrelse, der blot på udvendig vis tilfældigvis befinder sig i et samfund, men det er på intim måde og fra første begyndelse, og det vil sige altid på forhånd, forbundet med sit samfund. Der består en enhed mellem individet og samfundet, i den forstand at man slet ikke kan tale om to størrelser, individet og samfundet, der derpå har mere eller mindre med hinanden at gøre, påvirker og ændrer hinanden.

Der er langt snarere tale om en enhed; vi kan kalde den individ/samfund. Det kan jeg udtrykke ved at sige, at hvad individet er, har det fra samfundet, og hvad samfundet er, kan man efterse i individet, således at ingen af ‘størrelserne’ kan bestemmes uden i kraft af den anden. Det er ganske vist meget populært at skelne mellem et menneskes medfødte udrustning og anlæg og på den anden side påvirkningerne fra omgivelserne; arv og miljø, som man plejer at kalde det. Det er naturligvis heller ikke ganske forkert. De fleste vil være enige om, at et menneske fødes med en bestemt mængde af arveanlæg. Men det er unægteligt den ydre samfundsbetingede påvirkning, der bestemmer, hvad der skal blive ud af dem, hvilke der skal nyde fremme, og hvorledes de helt konkret skal have lov at udfolde sig. Modsat påvirkes mennesket fra første begyndelse af omgivelserne. Men den påvirkning forbliver ikke ydre. Den internaliseres, som man plejer at sige det; det vil sige, at den således indbygges i personligheden, at den opleves som noget, mennesket selv står inde for. Men det vil da sige, at lige som individet er formet af samfundet, er samfundet af præcis den grund til stede i individet.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 2 meses
Hvad er den fundamentale hemmelighed og vanskelighed ved mennesket? Det er en dobbelthed, en spænding mellem to poler, som det er opgaven at forlige eller holde i balance. På den ene side er mennesket et individ, denne enkelte, bestemte person, uforvekslelig med alle andre, enestående, mageløs, helt ud sig selv som sig selv. Det er en afgørende og urokkelig tanke for Kierkegaard; ethvert menneske er en verden for sig; den har aldrig været til før, og den vil aldrig blive til i nogen anden; den kan ikke gentages, og den kan ikke forveksles med nogen; dens opgave er at være og forblive helt og aldeles identisk med sig selv og ikke med noget andet. Det er anderledes med dyr og planter; det enkelte får – eller hvad dyreart, man nu vil nævne – er ikke et individ, det er et eksemplar. Det ene får kan forveksles med det andet, erstattes med det andet, gentages i det andet. De enkelte får er en slags kopier af arten eller begrebet får.

Men mennesket er individ. Det er bogstaveligt uerstatteligt. Det kan erstattes i sin funktion. Hvis man er banefunktionær eller advokat, kan man erstattes, af en anden banefunktionær eller advokat. I den forstand er ingen uundværlig. Men som individ, som dette bestemte menneske, er man uigentagelig og derfor uerstattelig. »Peter må vi passe på; de har smidt skabelonen væk, så vi får aldrig fler af hans slags.« – Sådan omtrent har Nis Petersen et sted erklæret. Og det er meget præcist sagt. Mennesker er ikke kopier, frembragt ved en fælles skabelon. ‘De’ har hver gang straks smidt skabelonen væk.

Men det frembringer en meget indviklet vanskelighed. I en vis forstand er mennesker jo eksemplarer, ligesom dyr, de er eksemplarer af arten menneske. Mennesker er nok hver for sig uforvekslelige individer, men de er samtidig alligevel alle sammen dette samme: menneske, og hvordan kan de være det? Om arten menneske kan Kierkegaard bruge udtrykket ‘slægten’ og sige, at mennesket på én gang er sig selv og hele slægten. Hvert menneske gentager ‘slægten’, men på sin egen individuelle facon. Derfor er kultur noget, der ikke kan nedarves. Hvis man forædler en dyrerace, fåret f.eks., så fødes der forædlede får. Men hvis man f.eks. kristner et folk, fødes der ikke af den grund kristne mennesker. Hvert individ må begynde forfra og på den måde, i sin egen individuelle virkelighed, gennemløbe hele slægtens udvikling. Som Darwin siden skulle formulere det: Erhvervede egenskaber kan ikke nedarves.
Hans-helge Krøjer Svendsencompartió una citahace 2 meses
at en analyse af mennesket må være en analyse af det faktiske konkrete menneskeliv, som det faktisk leves – og ikke en spekulativ bestemmelse af mennesket overhovedet. Et menneske er altid konkret, et enkelt bestemt individ, en eksisterende – og må ikke forveksles med et abstrakt begreb. I den udgangsposition ligger hans afvisning af den spekulative filosofi gemt.
Dorte Linde-Bechcompartió una citahace 4 meses
Det individuelle ved mennesket er, at det i sin individuelle egenart skal virkeliggøre selve det almen-menneskelige.
David Teglbjærgcompartió una citael año pasado
Mennesket skal være sig selv eller mennesket skal være et selv. Virkeliggørelsens proces består i, at mennesket nok allerede på forhånd er noget bestemt – disse bestemte anlæg og disse bestemte miljømæssige forhold – men at det først virkelig bliver det, når det identificerer sig med det, gør alle den givne virkeligheds elementer til sine.
fb2epub
Arrastra y suelta tus archivos (no más de 5 por vez)