Magnus Chase og de nordiske guder – Kampen om sommersværdet

råbte jeg.
“Fordi det er en høj!”
“Han elsker at indtage høje,” mukkede Mallory. “Det er noget borgerkrigsgylle.”
Vi marcherede hen over valpladsen med kurs mod det højere terræn. Det gjorde stadig ondt i låret, men det var holdt op med at bløde. Var det normalt?
TJ hævede riflen. Han råbte: “Angriiiib!” netop som et kastespyd gennemborede ham bagfra.
“TJ!” råbte jeg.
Han fangede mit blik, fremtvang et mat smil og tiltede så hovedkulds ned i mudderet.
“Ved Frigg da også!” bandede Mallory. “Kom så, grønskolling.”
Hun tog mig i armen og slæbte af sted med mig. Adskillige kastespyd strøg hen over hovedet på mig.
“Gør I det her hver dag?” spurgte jeg vantro.
“Nej. Som sagt: Om torsdagen er der drager.”
“Jamen …”
“Hey, bønne, formålet med det er at vænne sig til krigens rædsler. Synes du, det her er slemt? Så bare vent, til vi rent faktisk skal kæmpe i Ragnarok.”
“Hvorfor kalder du mig bønne? TJ er da også fra bønnebyen Boston. Hvorfor er det så ikke ham, der er bønne?”
“Fordi TJ er en anelse mindre belastende.”
Vi nåede frem til skovbrynet. X og Halvfødt gav os rygdækning og sinkede horden af forfølgere. Og nu var fjenden en horde. Alle de spredte grupper i sigte var holdt op med at bekrige hinanden og var ude efter os. Der var nogle, der pegede på mig. Der var nogle, der råbte mit navn, og ikke i et særlig venligt tonefald.
“De har fået øje på dig.” Mallory sukkede. “Da jeg sagde, jeg gerne ville se dig blive lemlæstet, mente jeg ikke, mens jeg stod lige ved siden af. Nå, pyt.”
Jeg ville have spurgt, hvorfor alle var ude efter mig. Men det vidste jeg godt. Jeg var en grønskolling. Selvfølgelig ville de andre einherjer rotte sig sammen mod mig og de andre nyankomne. Lars Ahlström var sikkert allerede blevet halshugget. Måske løb Dede rundt uden arme. De krigsvante einherjer ville gøre det her så smertefuldt og gruopvækkende for os som muligt for at se, hvordan vi klarede det. Det gjorde mig vred.
Vi løb op ad højen i zigzag-dækning fra træ til træ. Halvfødt kastede sig ind i en flok på tyve gutter, der fulgte efter os. Han udslettede hele bundtet og sluttede sig storgrinende til os igen med et vanvittigt skær i øjnene. Han blødte fra en halv snes sår. Der stak en dolk ud af brystet på ham lige over hjertet.
“Hvordan kan det være, at han ikke er død endnu?” spurgte jeg.
“Han er bersærker.” Mallory så sig over skulderen med en mine af foragt tilsat voldsom irritation, men også noget andet … Beundring? “Idioten bliver ved med at kæmpe, til han helt bogstaveligt er snittet i småstykker.”
Der var noget, der faldt i hak for mig. Mallory kunne lide Halvfødt. Man kalder ikke nogen idiot så mange gange, medmindre man er virkelig interesseret i dem. Under andre omstændigheder ville jeg nok have drillet hende, men imens hendes opmærksomhed var afledt, lød der et plok. En pil stak ud af halsen på hende.
Hun sendte mig et skulende blik som for at sige: Totalt din

“Paradoksale ingredienser?”
Blitz holdt rebenden op og fløjtede anerkendende. “Han mener ting, der ikke burde findes. Paradoksale ingredienser er meget vanskelige at forarbejde, meget farlige. Gleipner bestod af larmen af kattepoter, fuglespyt, fiskeånde, bjerges rødder, bjørnesener og kvindeskæg.”
“Jeg ved ikke lige, om den sidste ingrediens er paradoksal,” sagde jeg. “Skøre Alice i Chinatown har da et velvoksent skæg.”
Junior fnøs. “Pointen er, at det her reb er endnu bedre! Jeg kalder det Andskote, Fjendehæmmer. Det er spundet af de stærkeste paradokser i de ni verdener – wi-fi uden forsinkelse, politikeres oprigtighed, en velfungerende printer, sund frituremad og en interessant grammatikforelæsning!”