Lindhardt og Ringhof

Indledning

Derfor elsker jeg cirkus

Jeg elsker at gå i cirkus. Jeg elsker at se en jonglør kaste hvinende motorsave op i luften eller en linedanser, som laver ti saltomortaler i træk. Jeg elsker synet og følelsen af forbløffelse og glæde, når jeg er vidne til noget, som tilsyneladende er umuligt.
Da jeg var barn, drømte jeg om at blive cirkusartist. Men mine forældre drømte om, at jeg skulle have den gode uddannelse, de aldrig havde fået. Så jeg endte med at læse medicin.
En eftermiddag på universitetet, under en i øvrigt tør og kedelig forelæsning om spiserøret, sagde vores professor: »Hvis der sidder noget fast i halsen, kan man fremme passagen ved at stikke hagen fremad.« For at illustrere det viste han os et røntgenbillede af en sabelsluger.

Det slog mig som et lyn fra en klar himmel. Min drøm var ikke forbi! Et par uger tidligere havde vi studeret reflekser, og jeg havde opdaget, at jeg var den på holdet, som kunne stikke fingrene længst ned i halsen uden at få opkastningsfornemmelser. På det tidspunkt var det ikke noget, jeg pralede af. Jeg mente ikke, det var en vigtig færdighed. Men nu indså jeg, hvad den kunne bruges til, og min barndoms drøm blev genopvakt i samme sekund. Jeg bestemte mig for at blive sabelsluger.
Mine første forsøg var ikke opmuntrende. Jeg havde ikke nogen sabel, så jeg brugte en fiskestang i stedet for, men lige meget hvor mange gange jeg øvede mig foran spejlet i badeværelset, kunne jeg kun skubbe stangen et par centimeter ned i halsen, før den sad fast. Til sidst måtte jeg opgive min drøm for anden gang.
Tre år senere var jeg turnuskandidat på en medicinsk afdeling. En af mine første patienter var en gammel mand med en vedvarende hoste. Jeg spurgte altid ind til mine patienters arbejde, i tilfælde af at det var relevant, og det viste sig, at manden havde været sabelsluger. Jeg var ved

En nabo har beskrevet en person på følgende måde: »Steve er meget genert og indadvendt, altid hjælpsom, men uden den store interesse for andre mennesker eller for virkelighedens verden. Han er et sagtmodigt og ordentligt menneske, der har et behov for orden og struktur og en lidenskab for detaljen.« Er det mest sandsynligt, at Steve er bibliotekar eller landmand?
Ligheden mellem Steves personlighed og en stereotypisk bibliotekar slår umiddelbart de fleste, mens lige så relevante statistiske overvejelser næsten altid overses. Tænkte du for eksempel på, at der er mere end 20 mandlige landmænd for hver mandlig bibliotekar i USA? Fordi der er så mange flere landmænd, er det næsten sikkert, at der kan findes flere »sagtmodige og ordentlige« personer på traktorer end ved bibliotekernes informationsstande. Vi fandt imidlertid, at deltagerne i vores eksperimenter ignorerede de relevante statistiske kendsgerninger og udelukkende satte deres lid til ligheden. Vi fremsatte den teori, at de brugte lighed som en forenklende heuristik (en heuristik er groft sagt en tommelfingerregel) til at foretage en vanskelig vurdering. Afhængigheden af heuristikken bevirkede forudsigelige bias (systematiske fejl) i deres forudsigelser.

»Din far er blevet sigtet for meget alvorlige forbrydelser, Charlotte, og FBI og SEC er i deres fulde ret til at gennemsøge lejligheden.«
Charlotte så ud ad vinduet. Alt fortsatte som normalt. Turister steg op i hestevogne. Børn legede. Vidste folk ikke, at verden var gået under?
»Ransagningskendelsen gælder kun kontoret. Og jeg står herinde nu. Der er ingen rygende pistoler og ingen stakke af pengesedler.«
Arthur havde mistet sin humoristiske sans. »Du må ikke røre noget, Charlotte, og du må ikke fjerne noget.«
Hun rynkede panden. »Hvorfor skulle jeg dog det, Arthur? Jo før de får ryddet det her, des hurtigere kan vi lægge sag an mod dem for æreskrænkelse.«
Endnu et suk. Det begyndte at gøre hende nervøs.
»Far er da uskyldig, ikke, Arthur?«
»Åh, Charlotte, jeg ville ønske, jeg vidste det.« Hun kunne høre høje stemmer i baggrunden. »Kan vi ikke tales ved om en time?«
Hun blev stående et øjeblik og berørte let tingene på sin fars skrivebord. Hans bærbare computer lå der. En USB-nøgle. Nøglerne til arkivskabene. Intet var gemt. Der var ingen hemmeligheder her. Fint. Lad dem bare komme.
Hun gik tilbage til biblioteket og besluttede sig til at henvende sig til Dale, FBI-agenten.
»Min advokat sagde, at min far gerne vil se mig. Kan det lade sig gøre?«
Overraskende nok vendte Dale sig om mod Scarsford.
Charlotte hævede øjenbrynene. »Jeg troede, far var i FBI’s varetægt.«
Scarsford kastede et irriteret blik på Dale. »Det er han også, men det var SEC, der indledte efterforskningen, og den er jeg leder af.«
Charlotte begyndte at fornemme vreden glimte gennem angsten. »Mine herrer, lad mig udtrykke mig krystalklart. De tror, min far er skyldig i noget.