Fjodor Dostojevskij

Ved du at man helt bevidst kan pine et andet menneske af lutter kærlighed? Det gælder for det meste kvinder.

ofte, når det drejer sig om hævd og skik

Vil De ikke høre hvordan en kvinde satte sig for at ‘redde mig’, for nu at fortsætte i Deres stil? Det vil samtidig besvare Deres første spørgsmål idet den omtalte kvinde nemlig er Deres søster.

op ad trappen og trådte ind i en stor sal med højt til loftet, også her med blomster

Razumikhin var han dog på en eller anden måde blevet gode venner med

jeg har stiftet bekendtskab med Nikodim Fomitj, jeg har fået Ilja Petrovitj udpeget, jeg har hilst på portneren og på Aleksandr Grigorjevitj Zamjotov, sekretæren på det lokale politikontor, og ikke mindst på din Praskovja Pavlovna

“Sikke noget ævl, fader!

»Det skyldes, vil jeg tro, vores … lede ved alt,« mimrede oldingen. »Nå ja, og så er deres måde at … prædike på … så elegant … og de forstår sig virkelig på at jage én en skræk i livet. Mig havde de også nær skræmt livet af i ‘32, i Wien, det kan jeg godt betro Dem; men jeg overgav mig ikke, jeg slap væk fra dem, ha-ha!«
»Jeg har ellers altid hørt, mon vieux*, at du dengang stak af til Paris med den smukke grevinde Levitskaja, og at det var derfor, du forlod din post i Wien, ikke på grund af jesuitterne,« indskød fyrstinde Belokonskaja pludselig.
»Ja, ja, men i sidste instans var det nu jesuitternes skyld, det var nu alligevel deres skyld!« udbrød den gamle og lo ved de behagelige erindringer. »De synes at være meget religiøs; det ser man uhyre sjældent hos så ungt et menneske,« fortsatte han venligt, henvendt til fyrst Mysjkin, der nu lyttede med åben mund og var fuldstændig himmelfalden af forbløffelse. Det var tydeligt, at den lille olding gerne ville lære fyrsten nærmere af kende; han havde af flere forskellige grunde vakt hans interesse.
»Pavlisjtjev var en intelligent mand og et kristent menneske, et oprigtig kristent menneske,« sagde fyrsten pludselig. »Hvordan kunne han bukke under for noget så … ukristeligt? For katolicismen er ikke den kristne tro!«* tilføjede han med ét med lynende øjne og så rundt, som om han ville inddrage alle de tilstedeværende.
»Nå, er det nu ikke at overdrive?« mumlede oldingen og vekslede et forbløffet blik med Ivan Petrovitj.
»Hvordan skulle katolicismen være andet end en kristen tro?« Ivan Petrovitj vendte sig om i sædet. »Hvad er den ellers?«
»Det er en ukristen tro, for det første!« begyndte fyrsten i den største ophidselse og endda helt usædvanlig skarpt. »Det er det for det første, og for det andet er kirken i Rom, katolicismen, endnu værre end ateisme; det er min mening! Ja, det mener jeg! Ateismen prædiker

en nultilstand, men katolikkerne er gået endnu videre: Deres prædikener præsenterer Kristus i en forvansket form, en forløjet og besudlet Kristus, der er det stik modsatte af Kristus! Altså er de propagandister for Antikrist, det sværger jeg på; det kan jeg forsikre Dem alle for! Det er min personlige mening, som jeg længe har haft, og som endda har pint mig … Katolicismen tror ikke på, at kirken fortsat kan have indflydelse her i verden uden at støtte sig til den verdslige magt, og samtidig råber den katolske kirke: Non possumus!* Efter min mening kan katolicismen derfor ikke engang betragtes som en trosretning, men udelukkende som en videreførelse af det vestromerske imperium, og alt inden for katolicismen er underlagt dette udgangspunkt, også troen. Paven erobrede verden, en verdslig trone og greb til sværdet; og siden er det fortsat på samme måde – blot er sværdet blevet suppleret med løgne, skurkestreger, bedrageri, overtro, ugerninger, gøren nar af det, der er mest helligt for menneskene, af folkets mest sande, troskyldige og brændende følelser; alt, alt er blevet byttet ud med penge og gemen verdslig magt. Er det ikke netop Antikrists budskab?! Også ateismen er udsprunget af den, af denne romerske katolicisme! Det er først og fremmest dér, man finder ateismens udgangspunkt, for kunne de virkelig selv tro på det? Den har bekræftet katolikkernes afsky for dem selv; den er født af deres løgne og åndelige afmagt! Ateismen! Her i landet er det kun samfundets øverste lag, der ikke længere har nogen tro, sådan som Jevgenij Pavlovitj så fremragende udtrykte det forleden, og det skyldes, at de har mistet forbindelsen til deres rødder; men derovre, i resten af Europa, er en uhyggelig stor del af den brede befolkning holdt op med at tro – først og fremmest på grund af uvidenhed og løgne, men nu også af fanatisme og af had til kirken og kristendommen!«
Fyrst Mysjkin holdt en pause for at trække

Den unge kvinde