Gaven til den fortravlede

JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET er et indigneret, selvudleverende og ømt manifest om klasseskam, prol og elite, om provinsbøsser og repræsentationssmykker, moralisme og hykleri, om Tiger King og Anna og Lotte, om dem, der altid får taletid, og dem, der ikke føler sig berettiget til en stemme. Med vrede, misundelse og humor brænder Glenn Bech alle illusioner om lige muligheder ned og insisterer på at tale ud fra sine egne erfaringer i klassesamfundet.

Kvinderne i Se en sidste gang på alt smukt står alle over for noget ukendt, en side af tilværelsen, som de ikke har erfaring med. De ni noveller handler om begær og ensomhed, om tab og tilgivelse. Men også om det skønne, der viser sig i glimt. Det hellige og almindelige, der åbenbarer sig i livets tilfældigheder.

Carvers noveller handler tit om mennesker, der lever på de yderste ressourcer, tit på flugt fra svigt og ulykke i fortiden, med problemer med alkohol, med hemmeligheder, med truslen om nye ulykker hængende over hovedet, en fornemmelse, der kun kan dulmes med stimulanser, hvis virkning alt for nemt kan tage magten fra personerne. Carver skildrer dem med en nøgternhed, der ikke kan lade nogen læser kold.

En gravid kvinde sidder i en gul lænestol og drikker hindbærte. Hendes datter sætter sig ved siden af hende og lægger et puslespil. Ude i køkkenet er barnepigen ved at give den lille søn kartoffelmos. Kvinden slumrer lidt og tænker over, hvad det vil sige at sætte en ny sjæl i verden. Så banker det på døren. Hun ved hvad det er. Det er et mareridt. Og hun ved, hvem det er. Det er Gestapo.
En mand cykler gennem København for at hente sin datter i vuggestue. Han tænker på fødslen: Tjæreagtig lort løb ud af den lille mystiske skabning og størknede på hans mave og tøj. Han tænker på sin farmors død, på hvad der sker, når en sjæl forlader verden.

25 noveller, der både læner sig op ad genrens konventioner og bryder alle dens regler. Med vanlig sans for sammenstødet mellem det, der er normalt, og det, der normalt er umuligt, skriver Øyehaug om kærlighed, død, forvandling og ål.

Tenerife, sommeren 2005. Fortælleren og hendes bedste veninde, den frygtløse Isora, har endelig ferie. Den skal som altid tilbringes hjemme i den lille bjerglandsby, afsondret fra havet og solen, for her på skråningen af vulkanen Teide hænger skyerne næsten altid lavt. De voksne har travlt med at gøre rent på hotellerne nede ved kysten, nu hvor der er penge at tjene, og bedstemødrene er for gamle til at være spændende selskab.

Ungeenheden holder til på femte sal. Her møder vi Lasse, Marie, Waheed, Sara, Hector og den navnløse fortæller. De har alle fået tildelt ophold efter en paragraf i Serviceloven og bor nu i det tidligere plejehjem, der udgør bostedet. Over en lang, varm sommer følger vi de små rutiner og store katastrofer, der tegner de unges hverdag med hinanden, personalet og det psykiatriske system. Alt imens de øver sig i at leve et almindeligt liv: at koge en suppe, at sove om natten, at undgå at dø for egen hånd.

I Brænd huset ned, giv træet vand stopper kødet med at rådne, sproget afrettes under sorgramte omstændigheder, barndomstraumer genbesøges under en operation, en mand lærer sig selv at falde i søvn med stiv pik, og et møde i vækstkommisionen fører til, at en mand nulrer sit sengetøj med tæerne.
Humoren løber som en understrøm gennem hele samlingen, det morsomme og finurlige er blandet med overraskende pointer og twists. Men bag det hele ligger ofte en stor alvor og emner som klimaforandringer, sexisme, kærlighed, clickbait … og så det, at Lars Løkke har nosser, der ligner snacks.

Kafka møder Brødrene Grimm i argentinske Samanta Schweblins Fugle i munden. Det er fortællinger, som med humor og suggestiv kraft bevæger sig på grænsen mellem realisme, gys og magisk realisme. En bog, der udvider feltet for, hvad litteraturen kan, og som i samme hug undersøger relationer mellem mennesker og mellem mennesker og natur.

For at komme på afstand af sin egen familie og sin lillebrors pludselige død, rejser Anna til Paris og tager arbejde som au pair. Forholdet til hendes arbejdsgivere er på en gang intimt og distanceret. Hun knytter sig til børnene, deres forældre, rummene og sine opgaver i hver ny familie, hun bor hos, men ansættelsesforholdet er ikke til at komme udenom, og i morgen kan det høre op.
’’På undersiden af dagen’’ handler om grænser og roller, der muterer og smuldrer. Om krop, kød og fisk, og om at tilberede måltider, man ikke selv får lov at smage. At passe hjem og børn, der tilhører andre.

Thøger Jensens første roman “i stykker” fra 2000. Værket er opdelt i små, finitte kortprosastykker, der har nogle gennemgående karakterer. Den er så simpel og ligefrem, at det er tankevækkende, at den er tankevækkende.