Kvinderne fra Thy

Hun går hen mod mig og iagttager mig undrende

– Kan hun leve?

var Christian, som havde insisteret på rejsen til København

Hendes egen far var stukket af til Amerika. Hendes bedstefar havde spillet sig fra en vidunderlig gård. Det var, hvad mænd kunne finde på, fordi de havde magten over andres liv.

Mariane talte dem og lod dem stå efter alder, børn havde godt af at bruge benene, også når de skulle spise.

Lyset kunne blive blæst ud i lygten, og så ville hun intet kunne se.

– Har han aftalt ægteskab med min datter bag min ryg, sagde hendes far til sig selv, – så er han selv ude om, at vi kasserer ham.

Man blev aldrig glad, hvis man satte sig den slags umulige mål.

reference. Det er en grå og utydelig, tilbagelagt verden, der minder om de blegnede fotografier fra virkelig gamle dage. Egentlig ligger det jo ligefor at fortælle sig selv. Men så må jeg begynde med begyndelsen, med de første og de ældste. De er mig, men jeg er ikke dem. De fandtes, og jeg ved meget om dem, løgne og myter, fortællinger og

Selvfølgelig kendte hun ingen i publikum. Ikke et eneste menneske fra hendes egn var taget til byen for at se teater. Vidste de, at der var teater? Hun ville ikke have anet det uden avis og Laursen.
Lægen havde arbejdet i Aarhus og nord for København. Han havde tit været i teatret som publikum. Hvorfor var han så taget hertil? Det ville hun gerne turde spørge ham om. Men siden han ikke