Twilight – Tusmørke

Jeg havde aldrig skænket døden ret mange tanker – i de sidste par måneder havde jeg ganske vist haft grund nok til at gøre det – men selv om jeg havde gjort det, ville jeg ikke have forestillet mig den sådan.
Jeg så med tilbageholdt åndedræt gennem det lange rum ind i jægerens mørke øjne, og han gengældte venligt mit blik.
Selvfølgelig var det en god måde at dø på, i en andens sted, en jeg elskede. Tilmed ædelt. Det burde være et plus.
Jeg vidste, at hvis jeg aldrig var taget til Forks, ville jeg ikke skulle dø nu. Men selv om jeg var rædselsslagen, kunne jeg ikke få mig selv til at fortryde min beslutning. Når livet byder på en drøm, der langt overstiger alle ens forventninger, er det urimeligt at sørge, når den er forbi.
Jægeren smilede venligt, mens han slentrede hen mod mig for at dræbe mig.

Jeg fattede ikke den dirrende strøm af følelser, der ramte mig – bare fordi han havde set på mig for første gang i fem-seks uger. Jeg ville ikke finde mig i, at han havde så stor magt over mig. Det var ynkeligt. Mere end ynkeligt, det var usundt.

“Og så forelskede løven sig i lammet ...”

spurgte jeg ude af stand til at tale neutralt.

var ude af stand til at røre mig, selv om jeg havde villet. Jeg lyttede

1. VED FØRSTE BLIK
Min mor kørte mig til lufthavnen med ruderne rullet ned. Der var femogtyve grader i Phoenix, og himlen var blå, perfekt og skyfri. Jeg havde min yndlingsbluse på – ærmeløs og af hvidt blondestof. Jeg havde taget den på som en slags afsked. Min håndbagage bestod af en parka.

I det nordvestlige hjørne af staten Washington ligger en lille by ved navn Forks under et næsten konstant skydække. Det regner mere i denne ligegyldige by end noget andet sted i USA. Da jeg kun var få måneder gammel, flygtede min mor med mig fra byen og dens triste, evige halvmørke. I den by var jeg blevet tvunget til at opholde mig en måned hver sommer, til jeg blev fjorten. Det år sagde jeg endelig fra. De seneste tre somre har min far, Charlie, i stedet for holdt fjorten dages ferie sammen med mig i Californien.

Det var til Forks, at jeg nu landsforviste mig selv – og jeg var rædselsslagen. Jeg hadede Forks.

Jeg elskede Phoenix. Jeg elskede solen og den brændende varme. Jeg elskede den livlige, meget store by.

“Bella,” sagde min mor – hun havde sagt det samme mindst hundrede gange – inden jeg gik op i flyet. “Du behøver ikke at gøre dette her.”

Min mor ligner mig, men har kort hår og smilerynker. Jeg fik et anfald af panik ved synet af hendes store, barnlige øjne. Hvordan kunne jeg overlade min kærlige, uberegnelige, tankeløse mor til sig selv? Selvfølgelig havde hun nu Phil, så regningerne ville nok blive betalt, der ville være mad i køleskabet, benzin på hendes bil og en at ringe til, når hun for vild, men alligevel ...

“Jeg vil gerne af sted,” løj jeg. Jeg havde altid været elendig til at lyve, men jeg havde sagt denne her løgn så ofte i den senere tid, at den lød næsten overbevisende.

“Hils Charlie,” sagde hun resigneret.

“Det skal jeg nok.”

“Vi ses snart,” insisterede hun. “Du kan komme hjem, hvornår du vil – jeg kommer tilbage i samme øjeblik, du har brug for mig.”

Men trods løftet kunne jeg se på hendes øjne, at det var et offer.

Jeg så forlegent væk.

Jeg står på dit dørtrin, før fanden får sko på lørdag morgen.”

“Jeg skal holde en plads til dig i cafeteriaet.”
Efter alt, hvad vi havde været igennem i aften, var det idiotisk, hvordan det lille løfte gav mig sommerfugle i maven og gjorde mig tavs.