Voksnes løgnagtige liv

Han sagde at dette ord skulle renses for den grimme betydning det havde fået, han beskrev det som en nål der skulle lade sin tråd passere igennem forskellige faser af vores eksistens. Han opfordrede til at lade det gøre os vagtsomme over for os selv, fordi det var den kniv som samvittigheden skulle stikkes med for at forhindre den i at falde i søvn.

nødvendigheden af at vurdere vores ressourcer omhyggeligt når vi kaster os ud i et stort projekt, fordi det er forkert at begynde på, lad os sige bygningen af et tårn, hvis man ikke har penge nok til at fuldføre det til sidste sten.

I dag tror jeg at det var takket være denne plagsomme fantaseren at det langsomt lykkedes mig at lægge afstand til mine forældres lidelser og endda overbevise mig om at deres gensidige beskyldninger og tryglen, deres foragt for hinanden, var mig komplet ligegyldig. Men det tog mange måneder. I den første tid gispede jeg som om jeg var ved at drukne og desperat ledte efter et eller andet at klamre mig til. Somme tider, især om natten når jeg vågnede fuld af uro, tænkte jeg at skønt min far var en erklæret modstander af alle former for magi, havde han frygtet at denne genstand, på grund af sin oprindelse, på magisk vis ville kunne skade mig, og derfor havde han fjernet den fra vores hjem til mit bedste. Den tanke beroligede mig, den havde den fordel at den gav mig en kærlig far tilbage som fra de første måneder i mit liv havde prøvet at beskytte mig mod faster Vittorias ondskab, denne faster-heks’ ønske om at besidde mig og få mig til at blive ligesom hende selv. Men det varede kun kort, før eller senere endte jeg med at spørge mig selv: Hvis han elskede Costanza højt nok til at være min mor utro, til at skille sig fra hende og fra mig, hvorfor havde han så givet hende et uheldsvangert armbånd? Måske – fantaserede jeg i min halvvågne tilstand – fordi han var så glad for dette smykke at han ikke nænnede at smide det i havet. Eller måske var han selv forhekset af det og havde villet se det bare en enkelt gang om Costanzas håndled før han skilte sig af med det, og det var dette ønske der havde gjort ham forvildet. Costanza var forekommet ham endnu smukkere end hun allerede var, og det forheksede armbånd havde lænket ham til hende for evigt og forhindret ham i kun at elske min mor. For at beskytte mig var min far altså endt med selv at ligge under for sin søsters onde magi (jeg nåede hurtigt frem til at forestille mig hvordan Vittoria havde forudset dette forkerte træk i alle detaljer), og det havde ødelagt hele familien.
Netop som jeg følte at jeg var helt færdig med barndommens eventyr vendte jeg altså tilbage til de

Hvis det ville lykkes mig at blive hans ven, ville jeg aldrig lade ham spilde sin tid på min mor, som dog var meget mere præsentabel end Vittoria og Margherita.

Don Giacomo,“ rettede Vittoria ham irriteret.

„Er du præsten?“ spurgte Ida.

Jeg sprang ud på gulvet:

På vej hjem gjorde Giuliana det hun havde undladt på vej derop.

Jeg genkendte straks Roberto, før Giuliana, han stod blandt mængden på perronen.

Vi vendte ofte tilbage til forholdet mellem Roberto og Giuliana; Angela lokkede kun oplysninger ud af Tonino for at fryde sig over at fortælle dem videre til mig.

Min teenageperiode går langsomt og består af store, grå blokke og pludselige grønne, røde eller lilla farvepukler.