Otto er et næsehorn

direktøren om næsehornet.
„Sig mig,“ sagde direktøren gnavent. „Havde De tænkt Dem at sige hallo resten af dagen?“
„Ihh, æhh, nej,“ sagde hr. Løwe forskrækket.
„Det vil jeg heller ikke håbe,“ sagde direktøren

tænkte på, hvordan han skulle forklare direktøren om næsehornet.
„Sig mig,“ sagde direktøren gnavent. „Havde De tænkt Dem at sige hallo resten af dagen?“
„Ihh, æhh, nej,“ sagde hr. Løwe forskrækket.
„Det vil jeg heller ikke håbe,“ sagde direktøren

hvordan han skulle forklare direktøren om næsehornet.
„Sig mig,“ sagde direktøren gnavent. „Havde De tænkt Dem at sige hallo resten af dagen?“
„Ihh, æhh, nej,“ sagde hr. Løwe forskrækket.
„Det vil jeg heller ikke håbe,“ sagde direktøren

politimester nu engang har for vane – over til hr. Holm og prikkede ham på skulderen.
„Goddag, goddag,“ sagde hr. Holm og fortsatte med at kaste hø ind gennem vinduet på anden sal.
Politimesteren rømmede sig.
„Min gode mand,“ sagde han. „Ifølge lov nummer 812 er det forbudt at kaste hø ind gennem folks vinduer.“
Hr. Holm standsede.
„Jamen,“ sagde han. „Dyret er sultent. Det æder møblerne.“
„Hvilket dyr er der tale om,“ spurgte politimesteren.
„Det er en hemmelighed,“ sagde hr. Holm og rødmede.
„Det er forbudt at have hemmeligheder for politiet,“ sagde politimesteren

ringere end selveste politimesteren.
Politimesteren var den klogeste af alle politibetjentene og den, der havde fanget flest tyveknægte.
Da han fik øje på hr. Holm, der kastede hø ind gennem vinduet til Otto, stod han først stille og gned øjnene.

Så

skyndte sig over gaden og ind i en brilleforretning.
Den dag kunne folk, der kom forbi det store, røde hus ved havnen, se et underligt syn.
Først kunne de se to drenge komme kørende med en barnevogn fuld af rugbrød.
Og lidt senere kunne de se en høstak komme kørende på to hjul. Høstakken standsede ved siden af barnevognen, og en mand med en lille, krum pibe kom ud af høet og begyndte at børste sit tøj for hø.
Dernæst kunne de se manden med piben begynde at kaste høet ind gennem et vindue på anden sal.
Men for resten, så kom der da nogen forbi og så alt det – og den, der kom forbi, var såmænd ingen

„Hvordan gjorde du.“
„Åhh,“ sagde Topper og grinede. „Det er ikke så nemt at forklare. Jeg sagde bare, at jeg ingenting skulle have.“
„Du er skør,“ sagde Viggo.
„Ja,“ sagde Topper. „Men nu hurtigt hjem til Otto.“
På vejen tilbage til næsehornet mødte de en venlig gammel mand med små, runde briller.
Han kikkede ned i barnevognen – først én gang – og så en gang til.
„Hør,“ sagde han og pudsede sine briller. „Jeg trænger da vist til nye briller. For ved I, hvad jeg synes jeres lillebror ligner?“
„Rugbrød,“ sagde drengene.
„Nemlig,“ sagde manden. „Når man ser på ham gennem disse her briller, ligner han et læs rugbrød.“

sagde bageren. „Alle, der kommer ind i vores butik, skal købe noget. Spær døren for ham, Almanda. Han kommer ikke ud, før han har købt mindst ti brød.“
Bagerkonen stillede sig op midt i døren.
„Nå, hvad siger du så, knægt?“ spurgte hun.
„Så lad mig da få ti rugbrød,“ sagde Topper. „Jeg har ikke lyst til at stå her hele dagen.“
„Nåhh, det var sandelig noget andet,“ sagde bagerkonen. „Folk skal ikke komme her og lave grin med os.“
Da Topper kom ud ad døren – belæsset med ti store rugbrød – spærrede Viggo øjnene op, som om det var et spøgelse, han så foran sig.
„Hva’,“ sagde han. „Hvordan

dem.“
Han åbnede døren til butikken, mens Viggo gemte sig bag SKÆVE.
„Goddag,“ sagde bagerkonen. „Hvad skal du have?“
„Ingenting,“ sagde Topper.
„Hvad for noget?“ sagde bagerkonen. „Laver du grin med mig?“
„Nej,“ sagde Topper og grinede. „Jeg kommer herind for ikke at købe noget.“
„Næhh,“ hylede bagerkonen. „Det er dog utroligt, så frække børn er nu om stunder. Folmer, FOLMEEER, kom hurtigt.“
Den lille bager kom frem i butikken.
„Se,“ sagde bagerkonen. „Den dreng der vil overhovedet ikke købe noget. Skal han ikke også det, Folmer?“

Med et snuptag smækkede