«Utallige blev de ulykkelige, der søgte mig her i mit hjem. De kom mere eller mindre medtagne af livets storme, og selv om jeg egentlig havde nok med mine egne sorger og kampe, så blev jeg ofte ligesom tvunget til at lægge mit eget til side og prøve på at trøste og sætte livsmod i de mennesker, der så tillidsfuldt søgte mig.»
To år før sin død fortæller Ellen Reumert i sine erindringer om den sidste del af sit liv, som hun tilbragte i sit hjem på Nørrevold. Det er en tid, der både er præget af skuffelse og sorg, men samtidig også rummer lysglimt, der kun bliver smukkere af det mørke, der omringer dem.
Ellen Reumert (1866–1934), dansk forfatter og søster til Johannes og Hans Kaarsberg, voksede op i Skelby, men flyttede til København med sin familie efter farens død. Her kom hun ind på Musikkonservatoriet og underviste efterfølgende selv i musik. Efter hun blev gift, viede hun efterhånden mere af sin tid til at skrive, hvilket resulterede i et omfattende forfatterskab. Tilskyndet af Sophus Schandorph debuterede hun med “Novelletter” i 1892 under pseudonymet Knud Hagen og udgav fra da af over fyrre værker i eget navn, heriblandt større og mindre fortællinger, forskellige skuespil og børnebøger.
