Austerlitz

når en fæstnings modstandskraft virkelig en gang blev sat på prøve, så endte det i reglen, efter et uhyre spild af krigsmateriel, mere eller mindre resultatløst. Intetsteds havde det vist sig tydeligere, sagde Austerlitz, end her i Antwerpen, hvor citadellet, bygget af Pacciolo og yderligere sikret af hertugen af Wellington med en ring af udenværker, i 1832, mens der stadig efter det nye kongeriges etablering blev kæmpet om dele af det belgiske territorium, og på et tidspunkt, hvor det blev holdt besat af hollænderne, belejredes af en fransk hær på halvtreds tusinde mand i tre uger, inden det midt i december lykkedes fra det allerede indtagne Fort Montebello at tage den halvt sønderskudte skanse ved St. Laurentlynetten med storm og rykke helt ind under murene med brechebatterier. Belejringen af Antwerpen var, i det mindste i nogle år, enestående i krigshistorien, både ved sin beko stelighed og sin voldsomhed, sagde Austerlitz; den havde nået sit mindeværdige højdepunkt, da der med de af oberst Pair hans opfundne kæmpemorterer blev slynget hen ved halvfjerds tusinde tusindpunds bomber mod citadellet, som på nær et par kase matter blev fuldstændig tilintetgjort.

Ingen havde i dag, sagde Austerlitz, et bare tilnærmelsesvist begreb om, hvor grænseløs litteraturen om fæstningsbygning var, om fantastikken i den geometriske, trigonometriske og logistiske kalkulation, der var nedlagt i den, om fortifikations- og belejringskunstens vildtvoksende fagsprog, ingen forstod i dag de enkleste betegnelser som escarpe og courtine, faussebraie, reduit eller glacis, men selv fra vores nuværende standpunkt kunne det erkendes, at det mod slutningen af det 17. århundrede omsider blev den stjerneagtige tolvkant med foranliggende grave, der udkrystalliserede sig som den fo retrukne grundplan, et så at sige af det gyldne snit afledt idealtypisk mønster, som faktisk, hvad man nemt kunne mærke ved at betragte de intrikate plan skitser af fæstningsanlæg som dem i Coevor den, Neuf-Brisach eller Saarlouis, endda uden videre godtoges af en lægmands forstand som et emblem både for den absolutte magt og for det ingenium, der fandtes hos de i dens tjeneste stående ingeniører. Imidlertid havde heller ikke stjernefæstningerne, der blev bygget og perfektioneret overalt i løbet af det 18. århundrede, opfyldt deres formål i den praktiske krigs førelse, for så fikseret som man var på dette skema, havde man ladt ude af betragtning, at de største fæstninger naturnødvendigt også tiltrækker den største fjendemagt, at man i samme grad, som man forskanser sig, går dybere og dybere i defensiven og derfor til sidst kunne blive tvun get til at overvære, hjælpeløs fra et med alle midler befæstet sted, hvordan modstanderens tropper, idet de andetsteds åbnede et terræn, som de havde valgt, simpelthen lod fæstningerne ligge hvor de lå, som regelrette våbenarsenaler, strittende af kanonløb og overbelagt med mandskab. Gentagne gange var det derfor sket, at man netop ved at gribe til befæstn

Studerede man fæstningsbyggeriets udvikling fra Floriani, da Capri og San Micheli via Rusenstein, Burgsdorff, Coehorn og Klen gel til Montalembert og Vauban, så var det forbløffende, sagde Austerlitz, med hvilken stædighed generation

hvordan den fortællende formidling af sagkundskab for ham blev en trinvis tilnærmelse til en slags hi storiens metafysik, hvori det erindrede blev leven de endnu en gang. Således står det stadig uforglemmeligt

Og kunne det ikke tænkes, fortsatte Austerlitz, at vi også har aftaler i fortiden, i det, der allerede har været og for det meste er udslettet, så at vi dér må opsøge steder og personer, der, ligesom hinsides tiden, står i en eller anden sammenhæng med os?

Hvis jeg for eksempel på mine vandringer gennem byen kigger ind i en af de stille gårde, hvor intet har forandret sig gennem årtier, mærker jeg næsten fysisk, hvordan tidens strømning går langsommere i de glemte tings gravitationsfelt. Alle momenter i vores liv forekommer mig så at være sammen i et eneste rum, fuldkommen som om de fremtidige begivenheder allerede eksisterer og bare venter på, at vi omsider skal indfinde os i dem, ligesom vi efter en forud accepteret indbydelse indfinder os på et bestemt tidspunkt i et bestemt hus.

Vores beskæftigelse med historien, sådan lød Hilarys tese, er en beskæftigelse med altid færdigdannede billeder, graveret i det indre af vores hoveder, billeder, som vi hele tiden stirrer på, mens sandheden ligger på en helt anden kant, et afsides sted, som intet menneske endnu har opdaget.

Længere fremme i Moses’ historie, sagde Austerlitz, blev jeg særlig tiltrukket af det afsnit, hvor det fortælles, hvordan Israels børn vandrer gennem en frygtelig ørken, mange dagsrejser vid og bred, hvor øjet, så langt det rækker, ikke ser andet end himmel og sand. Jeg prøvede at forestille mig den skystøtte, som det hed med et mærkeligt ord, der gik foran og viste vej for det vandrende folk, og jeg fordybede mig, så jeg glemte alt omkring mig

Faktisk slap jeg i alle de år, jeg tilbragte i præsteboligen i Bala, aldrig af med den følelse, at noget meget nærliggende, noget i sig selv åbenbart, var skjult for mig. Somme tider var det, som om jeg prøvede at erkende virkeligheden inde fra en drøm; andre gange syntes jeg, at der gik en usynlig tvillingebror ved siden af mig, så at sige det modsatte af en skygge

opløses mørket ikke, men fortættes tværtimod ved tanken om, hvor dårligt vi kan fastholde, hvad og hvor meget der hele tiden går i glemme, med hvert udslukt liv, hvordan verden så at sige tømmer sig selv, idet de historier, der er knyttet til de utallige steder og genstande, som ikke selv har nogen evne til at erindre, aldrig bliver hørt, optegnet eller genfortalt af nogen, historier, for eksempel, det falder mig ind netop nu, mens jeg skriver, som den om halmsækkene, der skyggeagtigt lå på de hårde etagekøjer af træ, og som var blevet smallere og kortere, fordi avnefyldet i dem var smuldret i årenes løb, sammenskrumpede, som om de var de jordiske hylstre af dem, der, kan jeg nu huske, at jeg deng