Djævlen sover aldrig

Kanaimaerne er især motiveret af hævn.

I deres kultur er en kanaima én, som dræber. Det er et af deres vigtigste begreber, og det er omgærdet af myter. For nogle indianere er kanaimaen et håndgribeligt magisk væsen: en ond shaman ikke ulig vores trolde og middelalderens hekse og varulve.

Ifølge de to antropologers bøger levede yanomamierne i „en tilstand af kronisk krig“ – i en voldelig naturtilstand, som kun ret og regler forhindrer os mennesker i at falde tilbage til. Få af indianerne havde mødt en ikkeindianer før. Så længe nogen kunne huske, havde de angrebet nabostammer for at stjæle mad og kvinder eller af frygt for selv at blive angrebet.

De var trætte af det mønster, men de var fanget i det, fortalte de til Madi.

Volden i Latinamerika ligner en moderne mutation af disse førmoderne voldsspiraler. Den kan udløses af de kriminelles kampe om territorium og begås ofte af fattige unge mænd – men den skyldes først og fremmest, at når nok er smadret i et område, så spreder volden sig automatisk videre, som når neglene bliver ved med at vokse på et lig.

Venezuela var indtil sine store oliefund sidst i 1920’erne et feudalt landbrugsland, hvor folk gav en fast del af deres afgrøder til de herremænd, som ejede deres jord. Fordi bønderne kun forpagtede jorden, kunne de ikke opnå bedre vilkår ved at arbejde hårdere, men primært ved at kræve en bedre aftale af forpagterne, og mange forsømte derfor jorden.

Venezuelas økonomi er reelt en røverøkonomi.

Landet med verdens største oliereserver importerer mere olie, end de eksporterer. Statens olieselskab, PDVSA, er så misrøgtet af korruption og inkompetence, at oliebrøndene giver underskud. Man holder ofte i kø i dagevis for at tanke benzin i Venezuela. Manglen på olieindtægter presser regimet til at tjene sine penge på anden vis.

Det er denne onde spiral af kriminalitet, underudvikling og ødelæggelser, som Gómez prøver at bremse, da han i 2016 er startet på sin infiltration.

Oliveira indser, at hævn har drevet hende – mere end den eventyrlyst, som fik hendes lovovertrædelser til at eskalere, og mere end de pengeproblemer og den voldskultur, som også kortvarigt fastholdt hende i kriminalitet. Det har den, siden hun lå i en hængekøje med sin onkel oven på sig. Hævnen har ofte føltes god, lige når hun fik den, som en rus af lykke, men fulgtes af en angst for gengældelse.

Hele sit voksne liv har Oliveira fantaseret om at dræbe onklen, som hun ser næsten hver dag. Han bor også i Gaden uden udvej, to huse fra hendes hus med morens hus imellem dem. 70 år er han blevet, en drikfældig mand med topmave og et barnligt smil.

For mig er den et symbol på, hvor den fattigste halvdel af latinamerikanerne vokser op: i gader som den her i landenes ret ens fattigforstæder med alenemødre og småsvindel og udsigtsløshed. For underklassen og en stor del af middelklassen er volden et livsvilkår.

videnskaben forudsiger: Der er mere vold i lande, som hverken er stabile demokratier eller stabile diktaturer. Voldeligst er de lande, som befinder sig et sted på halvvejen, ligesom de fleste af Latinamerikas skrøbelige demokratier gør.

Nu myrdes der hver dag over 100 mexicanere – tre gange så mange som i 1999.