Hvor lagde jeg babyen?

Jeg skal bare sove, tænker jeg, og det er det sidste, jeg tænker, før jeg falder i søvn.

jeg er sindssygt stolt af, at alt det her, det bare kører nogenlunde. De fleste dage.

Jeg larmer og larmer, indtil Johan siger undskyld for tusind ting, han ikke har gjort, holder mig tæt

Jeg er sur på forhånd. Uden grund. Jeg må stoppe. Jeg er ved at blive en emhætte. Det er faktisk endnu værre end at være en bitterfisse, for dér er der da i det mindste stadig noget fisse tilbage. En emhætte hænger oppe under loftet og larmer og larmer, indtil der til sidst ikke er nogen, der hører hende mere.

ingen, der ikke selv har været her, forstår, hvad det vil sige at starte forfra på livet, på hverdagen og på praktikaliteterne, når man lige pludselig er »plus baby«.

Jeg vil være en af den slags mødre, hvis barn ved, hvor skabet står, men også ved, at det er fyldt med kærlighed og tillid.

Men min mor har lært mig rummelighed, og at hvis man har et bord, har man også altid en ekstra stol og en ekstra tallerken.

Men søde lille Fidus, når du læser det her, kender du os vel efterhånden og ved, at hjemme hos os er overfladen ikke perfekt. Men kærligheden, den er.

Jeg skal være en god mor. Jeg vil være en af den slags mødre, hvis barn ved, hvor skabet står, men også ved, at det er fyldt med kærlighed og tillid.

Barslen var ikke hverdag og almindelig, den var en tidslomme uden tid til noget som helst. Og nu ved jeg, at jeg helt sikkert ikke værdsatte den nok. At leve i nuet og at nyde nuet – det er i bund og grund det, jeg tror, jeg skulle lære af at blive mor