Den sorte safir

faldt om på jorden.
Heldigvis kom mændene straks løbende. De hjalp os ned til en kilde under skyggefulde træer. Jeg drak og drak og slugte grådigt de tykke skiver af brød, de gav mig. Imens rensede en af mændene Sifs ben og forbandt det med strimler af lærred.
»Hvor kommer I fra?« spurgte han.
Han talte underligt, ligesom Dashuvesh havde gjort det. Udtalte ordene på en anderledes måde. Alle mændene lignede også Dashuvesh, synes jeg. Spinkelt byggede med sort hår og mørke øjne.
»Østfra,« fik jeg frem mellem to mundfulde. »Vi søger den tredje vogter.«
Mine ord fik dem til at hente en kærre trukket af et blankpelset, velnæret muldyr.
»Vi må hellere bringe jer ned til Byen. Sæt jer op.«
Jeg tog lydigt plads på laddet ved siden af Sif, der allerede

over, kunne hun dårligt holde sig oprejst. En vej af tilhuggede sten førte op ad en lav højderyg og forsvandt så ud af syne. Jeg bar hende næsten det sidste korte stykke.
Der øverst på bakkekammen standsede jeg overvældet: Foran os bredte en grøn dal sig med spirende marker og nyudsprungne frugttræer. En flod gennemskar dalen, og dernede ved de blå bugtninger lå en by med skinnende tage, slanke tårne og hvide mure. Sif stod bare slapt lænet op ad mig. Jeg tror ikke, hun opfattede noget som helst.
Lidt længere nede gik nogle mænd klædt i orange og gult og lugede mellem nogle vinstokke. De holdt forbløffede inde med deres arbejde ved synet af os. Jeg løftede armen og vinkede ned til dem.
»Hjælp mig, vil I ikke nok?! Hun er såret. Skynd jer!«
Sif kiggede kort op på mig. Et svagt smil viste sig på hendes læber. Så gled hun ud af mit tag og

kunne hun dårligt holde sig oprejst. En vej af tilhuggede sten førte op ad en lav højderyg og forsvandt så ud af syne. Jeg bar hende næsten det sidste korte stykke.
Der øverst på bakkekammen standsede jeg overvældet: Foran os bredte en grøn dal sig med spirende marker og nyudsprungne frugttræer. En flod gennemskar dalen, og dernede ved de blå bugtninger lå en by med skinnende tage, slanke tårne og hvide mure. Sif stod bare slapt lænet op ad mig. Jeg tror ikke, hun opfattede noget som helst.
Lidt længere nede gik nogle mænd klædt i orange og gult og lugede mellem nogle vinstokke. De holdt forbløffede inde med deres arbejde ved synet af os. Jeg løftede armen og vinkede ned til dem.
»Hjælp mig, vil I ikke nok?! Hun er såret. Skynd jer!«
Sif kiggede kort op på mig. Et svagt smil viste sig på hendes læber. Så gled hun ud af mit tag og faldt om på jorden.
Heldigvis kom mændene straks løbende. De hjalp os ned til en kilde under skyggefulde træer. Jeg drak og drak og slugte grådigt de tykke skiver af brød, de gav mig. Imens rensede en af mændene Sifs ben og forbandt det med strimler af lærred.
»Hvor kommer I fra?« spurgte han.
Han talte underligt, ligesom Dashuvesh havde gjort det. Udtalte ordene på en anderledes måde. Alle mændene lignede også Dashuvesh, synes jeg. Spinkelt byggede med sort hår og mørke øjne.
»Østfra,« fik jeg frem mellem to mundfulde. »Vi søger den tredje vogter.«
Mine ord fik dem til at hente en kærre trukket af et blankpelset, velnæret muldyr.
»Vi må hellere bringe jer ned til Byen. Sæt jer op.«
Jeg tog lydigt plads på laddet ved siden af Sif, der allerede var døset hen. Kærrens skrum