Det var så den vinter

Meldte afbud,
tænkte på tilværelsens krav om ligevægt; vi vakler jo fra side til side, og for hver gang nogen aes på kinden, er der et sted i verden, hvor nogen får en lussing, for hvert solglimt en haglbyge, for hver åben dør en lukket, og så fremdeles bliver der for den varme, der opstår det ene sted, tilføjet en ny magnet på køleskabet det andet sted.
Nedskrev betænkningen: »Af hendes hjerte sprang altings overdrev.«
Nedskrev betænkningen: »Grow up!«
og bandt et bånd i mit hår.
Gik en tur på kirkegården,
lagde bladene fra de første rosa rugosa i min håndflade,
og alt er uvist, men stille.
Tænkte at det værste ved de ting, som ændrer os for livet, er, at vi hver dag skal overtale os selv til ikke at kigge på dem for at bevidne vores ubetydelighed, vi bliver jo flyttet rundt med, vi bliver tabt og genfundet og tabt igen,
disse daglige håndteringer,
ikke engang min puls er urørlig,
min familie, min skrift, mine bedste intentioner;
alting handskes der med, tænkte jeg,
og i morgen er det op at stå på benene, stå og gå og bære dødvægten fra sted til sted,
sætte solen over,
opnå kontakt med universet
og fortsætte ned på vaskeriet.

Vågnede et år ældre og med følelsen af at skulle se det som et tegn,
men dette er ikke et tegn på andet, end at endnu en dag er gået.
Indbetalte min restskat,
ordnede min post
og gik en lang tur ad den sædvanlige rute gennem kirkegården til elefanterne, og deres mægtige kroppe legede med hinanden i bassinet, som om de godt vidste, at deres vægt kunne være dødbringende, og jeg stod der længe, jeg stod ved siden af en gammel kvinde, der også mediterede over elefanternes kærlighed.
Købte scones hos den gode bager på Gl. Kongevej
og satte mig på vej hjem ikke langt fra Kildegrotten for at læse en bog, men blev belejret af en and, der tiggede brød af parkgæsterne, mens kæresteparret på tæppet ved siden af mig holdt øje med alle fugle, også min, fordi kvinden var bange for fugle, og fordi han godt kunne lide at værge hende mod dem,
og så fik vi eftermiddagen til at gå med det.
Havde ondt i munden,
ondt i lænden og den ene hofte,
gik langsomt hjem
og åbnede alle vinduer, for det er en lun aften i København,
og i morgen vil jeg fastholde troen på i overmorgen,
og at det en dag er mig, der får lov at være der, når instrumenterne stemmes,
for der kommer en dag,
og en dag efter dagen,
det er sådan, dagene er.

Det var så den vinter,
tænkte jeg og kiggede på årets sidste krokus,
de har lagt sig til jorden,
og jeg var i tvivl.
Skældte en hel skole ud, fordi en enkelt sætning plager mig
og drak min chokolade, sød/bitter.
Arbejdede,
overvejede at rejse til et sted, jeg aldrig troede, jeg skulle finde mig selv,
men blev, hvor jeg var
og slog på væggen ind til min nabo,
var i tvivl, men sikker,
var usikker,
stod stille ved vinduet,
lod blikket gå fra løbesko til uldsokker
og lagde mig på sengen.