Kærlighed i koleraens tid

De levede tyst sammen som to gamle ægtefolk, mærket af livet, hinsides lidenskabens fælder, hinsides illusionernes brutale bedrageri, hinsides drømmenes fata morgana, hinsides kærligheden.

nu forstod hun ham bedre, end dengang han var i live, hun forstod hans længsel efter hendes kærlighed, nødvendigheden af i hende at finde den sikkerhed, der var grundlaget for hans offentlige liv, og som han i virkeligheden aldrig selv havde haft.

Hun ville ikke fælde så meget som en tåre, hun ville ikke spilde resten af sine år på at lade sig æde langsomt op af erindringens orme, hun ville ikke begrave sig i levende live og sidde og sy på sine ligklæder inde bag disse fire vægge, sådan som man helst så, at de indfødte enker gjorde.

hun angst spurgte sig selv, hvem der var mest død, han som var død, eller hun der var blevet tilbage

Det gik pludselig op for ham, at det lige så godt kunne have været for ham, klokkerne ringede.

Hjertet har flere rum end et horehus.

folk der hørte kirken til, manglede enhver dyd inspireret af Gud

Hun var enevældig hersker over et vældigt lykkeimperium, der var opbygget af ham og for ham alene.

alt, hvad man gør uden tøj på, er kærlighed

»Jeg er vild med dig, fordi du har gjort mig til luder.«