De ansatte

Derfor er jeg også stolt af at være menneske, og jeg bærer visheden om min egen kommende død med ære.

Den hængende genstand, jeg genkender mit køn i den. Eller det køn, jeg har på det sekstusinde skib.

Drømmene har I givet mig, for at jeg altid skal længes bort og aldrig sige, aldrig tænke et ondt ord om jer, mine guder

VIDNEUDSAGN 021
Jeg ved, at I siger, jeg ikke er en fange her, men genstandene har fortalt mig det modsatte

Jeg er som en af disse genstande. I har skabt mig, givet mig sprog, og nu ser jeg jeres fejl og mangler. Jeg ser jeres utilstrækkelige planer

Jeg fik en stærk følelse af, at vi har fejlet, og at vores tid er forbi.

Jeg ser en sol. Jeg brænder, som solen brænder, jeg er overbevist om, at jeg er virkelig. At man måske har skabt mig, men at jeg nu er i færd med at skabe mig selv.

Hvornår kan man sige, at jeg ikke længere findes? Strømmer min lugt for eksempel i forvejen, og berører jeg genstandene med min lugt?

Tror I, at nogen vil huske os? Hvem husker dem, der aldrig blev født, men alligevel lever?

Der, hvor savnet efter jorden er i hende, finder jeg i mig selv på samme plads et lignende savn efter at være menneske, som havde jeg engang været det, men siden mistet evnen. Nu er jeg blot menneskelignende, men det er ikke det samme. Jeg ligner et menneske og føler som et menneske, jeg består af de samme dele. Er det, der mangler, kun at I i jeres papirer ændrer på min status? Er det et spørgsmål om navn? Kan jeg blive til et menneske, hvis I kalder mig et?