1930’ernes lave fødselsrate førte til bekymrede diskussioner om, hvad fremtiden ville komme til at byde på. I ”Befolkningsspørgsmålet i Danmark”, der udkom første gang i 1937, dykker den danske økonom og statistiker Adolph Jensen ned i den faldende befolkningstilvækst og i de problemer, denne udvikling kunne komme til at medføre — i et sprog, hvor også den almindeligt interesserede læser kan være med.
Adolph Jensen (1866–1948) var en dansk økonom og statistiker, der gennem sit virke spillede en afgørende rolle for udviklingen af den offentlige statistik som hjælpemiddel for statsstyrelsen. Fra 1913–1936 var han chef for Det Statistiske Departement, der i dag er kendt som Danmarks Statistik.