Seneca. Om vrede, om mildhed, om sindsro

Stoicismen var ikke blot en filosofisk teori, men først og fremmest en moralsk praksis. „Dyd er viden“ hed det jo hos Sokrates og Platon, d.v.s. kun den erkendelse, der omsættes i (moralsk) handling, er sand erkendelse, – det andet er kun ord.

kun den, der formår at praktisere sin erkendelse, helt være sig selv

kun den erkendelse, der omsættes i (moralsk) handling, er sand erkendelse

Stoikerne undfangede som de første ideen om menneskeheden, om menneskestaten, hvori der ikke er forskel på folk og den moralske indstilling gælder mere end den sociale stilling

Stoicismen var på én gang den herskende filosofiske retning i Rom og ideologisk grundlag for det meste af den politiske opposition

og det lige så lidt er muligt på én gang at være et aggressivt og et godt menneske som at være både syg og sund

hvad er mere flovt end en hidsighed, der buldrer ud i det tomme?

Dette er et samfund af vilde dyr, bortset fra at de er skikkelige indbyrdes og lader være med at bide deres artsfæller, mens vi føler tilfredsstillelse ved at flå hinanden. På det ene punkt adskiller vi os fra de umælende bæster, at de er tamme over for dem de ernæres af, mens vores raseri også næres af dem, vi ernæres af.

Og hvad er mere uværdigt end at gøre den vises sindstilstand afhængig af andre menneskers nederdrægtighed?

vreden, der kun er mulig for mennesket, er netop ikke naturlig for det, fordi det af naturen er et fornuftsvæsen.