Gift

Gift skildrer en kvinde i splittelse mellem livet som mor og karrierekvinde, mellem længslen efter borgerlig lykke og en drift efter frihed og destruktion. En splittelse, Tove Ditlevsen

Jeg ville ikke gøre det for mine børns skyld alene, men for de bøgers skyld, jeg endnu ikke havde skrevet.

Vi havde fået en borgerlig ramme om vores tilværelse, noget jeg altid inderst inde havde drømt om.

Jeg følte mig glad og opstemt og vennesæl, og hun sagde, at hun var glad for, at jeg havde fået mit gode humør igen. Det er, fordi jeg arbejder for tiden, sagde jeg, det er jo det eneste, der rigtig er noget ved for mig

Selv har jeg afleveret manuskriptet til „Barndommens gade“, og nu hvor jeg ikke mere skriver, føler jeg en stor tomhed i mit indre, som intet kan udfylde

Alligevel er der noget galt, men jeg undgår omhyggeligt at tænke nærmere over det. Viggo F. har af uransagelige grunde aldrig taget mig i sine arme, og det plager mig lidt, omtrent som hvis jeg havde en sten i skoen. Det plager mig en lille smule, for jeg tror, der er noget i vejen med mig, og at jeg på en eller anden måde ikke har svaret til hans forventninger.

Jeg fortryder ikke min handling, men i sindets dunkle irgange står der alligevel svage spor som efter barnefødder i fugtigt sand.

Syv børn, to kvinder og to mænd. Så høj en pris er den lykke ikke værd, De eventuelt kunne opnå ved hensynsløst at følge Deres følelser. (...) Vær klog og bliv, hvor De er.“

Jeg var også medlem af den eksklusive P.E.N. Club, hvis formand var Kai Friis Møller, en af mine mest begejstrede anmeldere.

Så lader jeg mig trøste, klipper alle anmeldelserne ud undtagen den dårlige, som det kan være det samme med, og tager ind til min far med dem. Han klistrer dem ind i min scrapbog, der allerede er halvvejs fyldt. Du kunne godt, siger han bebrejdende, have undladt det med at jeg ligger og sover med en blankslidt bag vendt ud mod stuen. Jeg sover ikke altid, og mine bukser er ikke blankslidte. Der er jo ingen, der ved, at det er dig, siger min mor, hende moderen i bogen ligner i hvert fald ikke mig det mindste. Jeg har lånt ismejeridamen den, siger hun til mig, hun spurgte, hvordan det er at have en berømt datter. Hun har ellers altid behandlet mig fra oven og nedefter.