Henrik Pontoppidan

„Å, du – vi har endnu middelalderen stikkende omkring i krogene. Det går med obskurantismen som med væggetøj og kakelakker. Man får den aldrig drevet helt ud af dens smuthuller. Havde en sådan karl magt som agt, så osede kætterbålene igen i alle lande.“

Blandt byens folk morede man sig lidt over hende, men fæstede sig iøvrigt ikke synderligt ved hendes egenheder. Hun var jo endnu halvt et barn, kun nitten år, og desuden kendte man godt dette aparte væsen fra andre af egnens unge piger, der havde været på højskole. Man vidste, at der altid skulle hengå nogen tid, inden de unge igen fandt sig tilrette i de jævne, dagligdags bondeforhold.

Jeg tilstår ærligt, at jeg er og i hele mit liv har været konservativ, og at jeg aldeles ikke formår at hylde de moderne renskuringsprincipper. Når dannelse og kundskaber ikke længere betragtes som nødvendigt for virksomhed i det offentliges tjeneste, men næsten anses for et onde; når enhver håndværkssvend eller tjenestekarl skal have lige så megen indflydelse på rigets styrelse som en mand, der har anvendt hele sit liv på at udvikle sine åndsevner og berige sin erfaring, vil det snart gå tilbage for et folk, både åndeligt og materielt – derpå viser historien tilstrækkeligt mange eksempler.“