Camilla Engkjær Laursen

Jeg er stemmegaflen til hendes sang.

”Hmm … det ved jeg ikke. Du tog næsten livet af mig, da vi legede nøgen hjemmedag.”

”Død ved pik.”

”Jeg har brug for et øjeblik til at samle mig. Dine briller er frække, og det er meget på én gang, når du samtidig næsten er nøgen. Jeg står og har lykkespasmer lige nu.”

Han smiler. ”Lykkespasmer?”

Jeg nikker. ”Meget glade.”

Og da han kørte mig hjem, spurgte han mig, om jeg som tandlægestuderende automatisk havde en oral fiksering.“

Harper holdt sig for munden, mens hun prøvede at undertrykke et grin. „Hold nu kæft. Hvad sagde du?“

„Jeg sagde: ’Desværre ikke. Men hvis jeg havde, kunne både du og Freud rende mig i røven,’ og så gik jeg ind og syede min vagina sammen.“

Han satte sig, og hun rakte ham hans sandwich.

„Er du en religiøs mand, Dan?“ spurgte Harper, inden hun gav slip på den.

„Ikke rigtig,“ svarede han med et usikkert blik. „Hvorfor?“

„Fordi den første bid bliver en spirituel oplevelse.“

„Er det rigtigt?“ Han pakkede sandwichen ud af papiret.

„Det er ikke andet end den sædvanlige sjælelige opstigning. Lys fra oven. Englesang. Ikke noget vildt. Jeg vil nødig oversælge det.“