Elsebeth Egholm

Elsebeth Egholm
Vandrende skygger

Bunken med sphagnum dækkede det cirkelrunde be

Sådan; vær så artig.

stuen.
Føj for den, hvor du stinker, Allan, konstaterede hun. – Noget appetitligt lig bliver du nok ikke!

Det var muligt, at folk i storbyer kunne trives fint, selvom de ikke vekslede så meget som et ord med deres naboer, men i en flække med fem huse var det ulideligt, og så længe Peter og Bengt undgik hinanden, fik de jo aldrig løst problemerne.

, mente hun det.

– Men hvis jeg ikke er adopteret, hvor kommer jeg så fra?

Anders’ øjne var blevet røde. Hun genkendte blandingen af vrede og forsvar.

– For mig er det ligegyldigt, erklærede han tappert. – Om du så kommer fra månen.

Hun kunne læse tilføjelsen i hans blik, der sagde, at han bare ville have, at alt skulle være, som det plejede. Det var ikke værd at løbe nogen risiko, sagde øjnene. For tænk, hvis der lå noget grumt og grimt i hendes virkelige baggrund. Tænk, hvis hun var blevet stjålet som barn eller illegalt var blevet smuglet ind i lan

Han står foran den gigantiske port på Boulevard du 25 Août 1944 og banker på, men der kommer ikke nogen.