Knud Sønderby

– Beskidt, ja, der ser så jævla beskidt ud, men der er jo folk, der ikke holder sig for gode til noenting. De ka li det, sier de. Det er romantik, nemlig, å li den slags, og noen folk blir aldrig voksne.

om helst under andre forhold. Å ha såen en pige af bedre familie å så rejse fra hende til et såent araberland!

Isfjeldet, der gled forbi, var med kolossens fjerne indadvendthed som et monument over de døde mænds Grønland, det bragte en tysthed med sig, hvori man hørte sporene sne til efter det sidste tegn på liv og stilheden efter de brag i isen, der opsluger en ekspedition.

lød uden overbevisning

til te, og lagde sig op i køjen. Gennem koøjet

ville såmænd ha været meget lykkeligere, alle de mennesker her i landet, hvis Hans Egede havde holdt sig i skindet og de andre efter ham.

Nu er de ganske vist blevet civiliserede, men er de lykkeligere ved det?

På at de havde røde, strikkede huer kunne man se, at det var piger, og Vera kom altid senere til at huske den koloni, hendes første indtryk af Grønland, som et underligt, uvirkeligt sted, en nissebefolkning, der inde på en lille plet mellem høje, fjendtlige bjerge søgte ly for regn og slud.

i bedste fald. Det er ikke uvilje. De synes bare, at det er dejligt vejr, og kan ikke forstå, at andre virkelig kan have travlt. Det er jo naturmennesker.

Fjeldet, umanakken, der rejste sig som en kegle med forvitret top, kastede sin skygge ud over vandet. Foran bopladsens huse, der lå strøet ned over klippeterrænet, lå fjorden med de hvide isbjerge, og helt på den anden side igen lå nye fjelde som høje bakker.