Benjamin Labatut

Hvor mærkeligt er dog rummet, og hvor lunefulde er dog optikkens og perspektivets love: Selv det mindste barn kan tildække solen med en pegefinger,“ skrev han til sin bror Alfred, der levede som kunstmaler i Hamborg.

Einstein blev kvantemekanikkens største fjende. Han gjorde utallige forsøg på at finde en vej tilbage til en objektiv verden, en søgen efter en skjult orden, der tillod at forene hans relativitets­teori og kvantemekanikken for at kunne forvise den tilfældighed, der havde sneget sig ind i den mest eksakte af alle videnskaber.

Helt enkelt fandtes der ikke en ‘virkelig verden’ derude, som videnskaben kunne studere. „Når vi taler om vor tids videnskab,“ forklarede Heisenberg, „taler vi om vores forhold til naturen, ikke som objektive og adskilte observatører, men som deltagere i spillet mellem mennesket og verdenen.

Også Schrödinger endte med at hade kvantemekanikken. Han opfandt et udspekuleret tankeeksperiment, et Gedanken­experiment, hvis resultat var et væsen, som tilsyneladende var umuligt: en kat, som var både død og levende på samme tid. Hans hensigt var at demonstrere absurditeten i denne måde at tænke på. Tilhængerne af Københavnerfortolkningen sagde til Schrödinger, at han havde fuldkommen ret: Resultatet var ikke bare absurd, men også paradoksalt. Men det var sandt. Schrödingers kat var, ganske som enhver elementarpartikel, levende og død (i hvert fald til man målte efter), og østrigerens navn blev for altid associeret med dette fejlslagne forsøg på at negere de ideer, som han selv havde været medvirkende til at skabe.

Atomerne og deres elementar­partikler delte ikke den samme væren som hverdags­erfaringens objekter. De lever i en verden af potentialiteter, forklarede Heisen­berg: De er ikke ting, men muligheder. Overgangen fra det ‘mulige’ til det ‘eksisterende’ sker kun via observation eller måling. Og følgelig er der ingen kvantevirkelighed, som eksisterer uafhængigt. Målt som en bølge fremtræder en elektron som en sådan; målt som en partikel antager den denne form.