Kim Langer

Tak for mad,“ sagde Robin og lænede sig tilbage i stolen. Han var stopmæt.

„Selv tak,“ sagde Samrita. Det var hende, der havde lavet mad i dag. Og hun havde gjort sig ekstra meget umage. Ikke fordi de havde noget specielt at fejre. Bare fordi hun havde lyst til at være sød ved Robin. Hun vidste nemlig, at han elskede karry. „Synes du ikke, det var lækkert? Det synes jeg, hvis jeg selv skal sige det.“

Robin tørrede en dråbe gul sovs af kinden. „Mm,“ nikkede han. „Det smagte næsten lige så godt, som når din mor laver det … AVV!“

Samrita sparkede ham over skinnebenet under bordet. „Hvis du skal være så fræk, kan du få lov til at gå ud med skraldeposen,“ sagde hun.

Robin grinede til hende. „Det var kun for sjov, sveske. Det smagte virkelig dejligt. Men jeg er i gang med at opfinde en elastikfidus til mine briller. Den ene stang er helt løs. Se.“ Robin tog brillerne af og viste dem til Samrita. Den ene brillestang vippede op og ned.

„Spændende,“ sagde Samrita. „Men hvad har det med skraldeposen at gøre?“

„Ja, jeg har ikke tid til at gå ud med den, når jeg er ved at opfinde. Det kan du jo nok forstå.“

Samrita så bare på ham med hovedet på skrå.

Robin ville selvfølgelig gerne hjælpe til. Han var bare så proppet, at han ikke kunne røre sig. „Okay, vi slår om det,“ forsøgte han. „Bedst af tre.“

„Ha! Det er jeg med på,“ sagde Samrita. „Jeg vinder altid! Bedst af én.“

„Tre.“

„Én.“

„Godt, så. Er du klar?“ spurgte Robin og løftede sin knyttede hånd.

Samrita holdt også en hånd frem.

„Sten … saks … PAPIR!“ sagde de i munden på hinanden.

De havde begge to saks.

„Om igen. Sten … saks … PAPIR!“

Denne gang havde de også begge to saks.

Robin grinede. „Vi kender hinanden for godt, sveske. Det bliver hele tiden uafgjort.“

„Nej.“ Samrita rystede på hovedet. „Du ved, at jeg altid ender med at vinde. Kom igen. Sten … saks … PAPIR!“

n anden. Først kastede han et par håndfulde sild ud til søløverne. De store dyr pilede rundt i vandet og spiste sildene på ingen tid. Bagefter stak dyrepasseren to fingre i munden og piftede. Søløverne svømmede en sidste runde, og så skød fire glinsende kroppe op af vandet og satte sig på de kunstige klipper. Dyrepasseren kastede ringen. Den største søløve greb den på snuden og vraltede hen og afleverede den til dyrepasseren til gengæld for en sild.

„Ha-ha,“ klukkede Robin. „De ligner fuldstændig de kawaii-numser, du altid tegner.“

Men Samrita hørte ikke efter. Hun kiggede ned i den anden ende af anlægget, hvor der lå en søløve helt alene. Det var først nu, Robin fik øje på den.

ude i opgangen. En rund låge i væggen, som man åbnede med et håndtag, og så kunne man bare smide sit skrald ud dér. Robin syntes, det var temmelig smart med sådan en skakt. Især når man boede helt oppe på tredje sal. Det var sikkert også meget godt for skraldet. På den måde fik det i det mindste en sjov rutsjebanetur, før det endte på forbrændingsanstalten.
Robin bandt knude på posen og åbnede lågen. „Farvel, lille skraldepose,“ sagde han og lagde hovedet på skrå for at lytte. Han elskede svuuuusjjj-lyden, når affaldsposen susede ned gennem skakten