Diana Gabaldon

Der var helt stille i rummet, men jeg kunne mærke alles tilbageholdte åndedræt, da jeg valgte et nyt sted, og sukket, da jeg havde stukket – og så den ubevidste lænen sig frem mod sengen,

„Jeg tror, de ville brænde den lille mand – og mig og de andre småbørn med ham – hvis de altså troede, de kunne slippe godt fra det.“

For Brianna føltes det, som om modet svigtede helt; hun knugede samtalens genstand til sig.

„Hvad er det for nogle idioter, der kan få den slags tanker?“ spurgte hun. „For ikke at tale om at sige det højt!“

„For ikke at tale om at gøre det, mener du.“ Marsali lagde garnet til side, rejste sig op og bøjede sig frem for at overtage Henri-Christian og lægge ham til sit bryst. Som han lå der med knæene bøjet, var han knap nok halvt så stor som en normal baby – og med det store, runde hoved og det mørke hår måtte Brianna indrømme, at han så … mærkelig ud.

„Far har talt med et par st

seglet. Som sædvanlig fyldte selve brevet mindre end en side og ha