Klaus Mann

Barbara forstod så fremragende at lytte til den brave og temperamentsfulde dames udgydelser, at fru Motz nåede til den overbevisning – som hun gerne og højt gav udtryk for – at den unge fru Höfgen var »et herligt menneske«.

Det blev en patetisk og uforpligtende tale, hvor såvel de liberalt indstillede som de marxistisk-revolutionære unge mennesker i salen genfandt mange af deres yndlingsslagord.

Barbara sagde langsomt, uden at se på ham: »Gud forbyde, at disse galninge nogen sinde skulle få magten. Så ville jeg ikke længere leve i dette land.« Hun skuttede sig en smule, som om hun allerede nu mærkede den ækle berøring fra den brutalitet og den løgn, der ville herske i Tyskland, hvis nazisterne rådede. »Underverdenen,« sagde hun gysende. »Det er underverdenen, som griber efter magten ...«

»Men du sætter dig til bords med den og sludrer!« Hendrik tog store skridt gennem værelset og så triumferende ud. »Det er den ædle borgerlige tolerance! Bare altid have fin forståelse for dødsfjenden – eller for det, som man endnu i dag kalder dødsfjenden! – Jeg håber for dig, kæreste, at du først rigtigt ville forsone dig med den, underverdenen, hvis den engang kommer til magten, så ville du være i stand til at finde interessante sider selv ved den fascistiske terror. Jeres liberalisme ville kunne lære at affinde sig med det nationalistiske diktatur. Kun vi, de kæmpende revolutionære, er dets dødsfjender – og kun vi vil kunne forhindre, at det kommer ovenpå!« Han stoltserede rundt i værelset som en kamphane, ekstatisk skelende og med strakt hage.

Alle kultiverede mennesker burde være enige om, at der kun findes én metode i forhold til disse nationalsocialister: den opdragende. Vi må sætte alt ind på at tæmme disse mennesker ved hjælp af demokratiet. Vi må vinde dem i stedet for at bekæmpe dem. Vi må omvende disse unge mennesker til republikken. – Og for øvrigt« tilføjer de socialdemokratiske eller liberale herrer med fortroligt dæmpet stemme og alvorligt blik, »og for øvrigt, kære gehejmeråd: Fjenden står til venstre.«

Lærde skal ikke blande sig i sager, som de ikke forstår sig på – det er alle enige om – og for resten opfatter man det som skabagtig selvrådighed at svømme mod strømmen. Som moderne menneske har man forståelse for den fremtidssvangre nationalsocialistiske bevægelse, der rummer så mange positive elementer, og som nok snart vil aflægge de forstyrrende småfejl, som for eksempel denne ubehagelige antisemitisme.

»At liberalismen er noget overstået og ikke længere har nogen fremtid, det er vel en kendsgerning, som vi ikke behøver at diskutere mere,« siger litteraterne, og de bliver hverken modsagt af bokserne eller af bankiererne.

Men anelsesvis og uden endnu at ville indrømme det over for sig selv, følte han for første gang en hemmelighedsfuld sammenhæng mellem sit eget væsen og den berygtede, fordærvede sfære, hvor der blev udtænkt og udført vulgære skurkestreger som denne brandstiftelse.

Doktor Ihrigs kategoriske domme blev betragtet med hellig alvor af alle, der regnede sig til den venstreorienterede avantgarde, selv om dommene fremkom i en højkapitalistisk avis’ spalter. For på den tid elskede børsbladene at tillade sig den spøg at have en marxistisk kulturredaktion – det gav et pikant anstrøg og kunne ikke for alvor genere nogen. Livets alvor herskede i erhvervsstoffet. I kronikken – som ingen seriøs forretningsmand nogen sinde så – fik en rød pave lov til at rase

Hvor let alting gik! Hvor lykkeligt alting føjede sig: Hendrik følte sig som lykkens yndling. Denne store gunst er simpelt hen faldet i mit skød, sådan tænkte han. Skulle jeg have afslået så megen glans? Der var ingen i min situation, der ville gøre det – hvis nogen vil påstå det, vil jeg kalde ham en svindler og hykler. Det havde ikke passet til mig at leve som emigrant i Paris – det havde simpelt hen ikke passet til mig! besluttede han med trodsigt overmod.

Til sin skuffelse fik han i villaen af en ukendt vicevært at vide, at konsulinde Mönkeberg var død. Det lignede hende! Et møde, der ville have været pinligt for hende, unddrog hun sig ved flugt. Disse borgere med den fornemme gamle stil – disse patriciere uden penge, men med nobel fortid og sarte åndeliggjorte ansigter – blev de ved at være umulige at nå, kunne man aldrig træffe dem? Skulle det aldrig undes småborgeren, der var blevet mefistofelisk og i pagt med den blodige magt, at nyde sin triumf over dem?