Søren Ulrik Thomsen

jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.

*
Når jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.
*

den paradoksale skæbne, som er menneskets – at være udstyret med en ånd, der uden videre kan bevæge sig hvor som helst gennem tid og rum, mens det samtidig er lænket til et stykke kød, vi stort set er afmægtige over for.

Længe havde jeg frygtet efter hendes død at vågne op i panik over, at hun ikke længere var i verden, men når det ikke er sket, er det nok, fordi hun har givet mig kærlighed nok til også at kunne leve uden hende. Men af og til bliver jeg ramt af en pludselig sorg over aldrig mere at skulle høre hendes stemme sige mit kælenavn, som kun var mellem hende og mig og derfor her skal stå med usynligt blæk.

Når teenagere har så stor appetit på filmiske rædsler, vi voksne slet ikke kan tåle, „fordi alderen har gjort os uskyldige“, som Henrik Nordbrandt skriver, er det nok, fordi de udløser en frydefuld katarsis for al den opstemmede frygt, man i disse år går rundt med i en både indre og ydre verden, man ikke har megen magt over.

Hvad jeg først og fremmest forbinder med Store Kongensgade 23, er den susende følelse af, at nu begynder fremtiden, og hver gang jeg besøger adressen, fylder synet af huset mig med intens, berusende forventning til en kommende tid, som om dette hus, som det snart er halvtreds år siden, jeg boede i, på hemmelighedsfuld vis udgør selve stedet, hvorfra al fremtid for altid vil udstråle, selvom det selv tilhører fortiden.

Lindgrens diagnose virkede så meget des mere overbevisende, som jeg følte mig ubehageligt truffet. For også jeg oplever, at tiden er gået mig forbi. Når jeg om morgenen ligger og skvulper et sted mellem vågen og søvn, mærker jeg, hvordan jeg er i færd med at forlade en velkendt – men ikke af den grund konfliktløs – datid, der omsluttede mig i drømme, og hvordan små kolde bølger i hastig rækkefølge kaster mig ind i en fremmedartet nutid, som jeg efterhånden er så meget ude af sync med, at jeg til tider føler mig som et kuriosum. Stort set forstår jeg da udmærket avisernes omtaler og anmeldelser af nye bøger, udstillinger og koncerter, men stadigt flere af referencerne er mig ukendte, og omvendt kommer det hver gang bag på mig, når intelligente og velorienterede mennesker, som måske kun er femten år yngre end jeg, keder sig gudsjammerligt over Hitchcocks Vertigo, fordi den, mesterværk eller ej, går alt for langsomt, og aldrig har hørt om hverken Lyndon B. Johnson, kommissær Maigret eller Dusty Springfield, der alle er uudslukkelige stjerner i mit solsystem.
Da Ole Sarvig sprang ud ad vinduet, var han lige fyldt tres, Tove Ditlevsen tog sit liv som syvoghalvtredsårig, mens Frank Jæger kun var enoghalvtreds, da han døde af druk. Tiden var gået dem forbi, og som femogtresårig har jeg nu levet længere end nogen af dem og ser hver morgen mig selv i spejlet som et genfærd. Nå, nå, og det skulle komme fra mig, som altid afviser voksne mænds klynken over at fylde halvtreds og miste deres ungdom med, at jeg ikke modtager klager over, at de har fået lov til at leve så længe, for kigger jeg tilbage, ser jeg alt for mange, som døde alt for unge: Min ungdomskæreste Annemette, så lysende smuk, bøjet over sine uroligt ornamenterede blyantstegninger, som hun slap af syne, efterhånden som hun forstenedes af rædsel over sin langsomme sygdom, Michael, som jeg løb ind i på Classensgade og talte kunstigt med om alt muligt andet end den kemoterapi, som jeg jo ellers udmærket så kun havde efterladt nogle få dun på hans hoved, Majken, der ringede fra Aarhus og fortalte, at hun pludselig var blevet gul over hele kroppen og bad mig om at læse digte op til sit bryllup, som hun lige nøjagtigt nåede.

frygter udviskningen af de sekundære kønskarakteristika, hvor de blødgjorte ansigtstræk og fedtet om hofterne gør mænd om ikke kvindelige, så dog fratager dem meget af deres maskulinitet, mens den grove hud i ansigtet og hændernes fremstående årer nedsætter ældre kvinders kvindelighed, så det bliver helt afgørende, at

Jeg frygter udviskningen af de sekundære kønskarakteristika, hvor de blødgjorte ansigtstræk og fedtet om hofterne gør mænd om ikke kvindelige, så dog fratager dem meget af deres maskulinitet, mens den grove hud i ansigtet og hændernes fremstående årer nedsætter ældre kvinders kvindelighed, så det bliver helt afgørende, at beklædningen markerer kønsforskellen: Hvad kan en skarp blazer og en smukt skåret nederdel dog ikke gøre for at bevare vores værdighed som mænd og kvinder, og hvor trist som fanden er det ikke at se et ældre ægtepar, som iført ens vindjakker og selvlysende kondisko helt har kapituleret til det praktisk behagelige og nu ligner to leverplettede melboller hældt ned i uformelige stofposer?

Herfra bliver hun udskrevet 8. januar 1973, men må allerede 6. marts samme år til Montebello i Helsingør, hvorfra hun overføres til Rigshospitalets lukkede afdeling, som giver 14 chokbehandlinger, før hun udskrives 9. november. Men 2. april 1975 indlægges min mor igen, nu på Sankt Hans Hospital i Roskilde, hvor hun – bortset fra syv sommeruger – opholder sig resten af året, mens hun flyttes fra den ene afdeling til den anden. På en af disse afdelinger behandles hun af psykiateren Mogens Jacobsen, der ikke interesserer sig for hendes en halv meter høje journal, men for hende, og simpelthen ved samtaler får hende ud af både depressionen og medicinen, så hun i januar 1976 kan udskrives fra det psykiatriske system, som hun aldrig siden vender tilbage til, da hun hurtigt – og for altid – trapper sig ud af medicinen og