Edith Eger

Timen skred hurtigt frem, og hun var så opslugt af alle de små katastrofer, at vi slet ikke havde været inde på det, jeg vidste, var hendes store sorg.

Og Tak. Tak for livet, og for evnen til omsider at acceptere det liv, der er.

Mit årtier lange venskab med Viktor Frankl og min helende relation til alle mine patienter, deriblandt dem, jeg her har beskrevet, har lært mig en vigtig lektie, som jeg begyndte på at studere allerede i Auschwitz: Vores smertefulde oplevelser er ikke en ulempe – de er en gave.