Valdemar Vedel

af dens inderste Sjæl.

d rørende Samvittighedsfuldhed gør han Vold paa sin naturlig stærke Fæ

Dante er stærkt greben af Franciskus.

Se! han er uvidende om, hvad hver dannet Hr. Sørensen nuomstunder véd paa sine Fingre, og de Lærde har ikke andet end Skuldertræk tilovers for hans Lærdomme. Han spildte megen Tid med at gruble over, i hvilke Sfærer de salige Aander var fordelte gennem de ni Himle, og han anvendte megen Flid paa at udregne, om Adam eller Eva havde talt først i Paradiset og hvilke deres første Ord havde været. Og som han var enfoldigere og mere uvidende end det moderne Kulturmenneske er, saaledes var hans Følelser mere begrænsede end vore og anbragte paa Steder, der ikke synes os dem værd. Han beundrede en Kejser Henrik den 7de hartad som en Gud og prækede Ærefrygt og ubetinget Underkastelse for Kejsermagten; og han hadede og foragtede det nye Florens, i hvilket dog moderne Samfundsliv voksede frem. Han glædede sig ved Guds Hævn over Synderne og krævede Askese her i Livet til bedste for det hinsides.

Aandsliv, føler sig letfærdig, sløj og lunken ved Siden af denne Aand, des mere tegner Dantes Skikkelse sig for os som Mønster paa en tung, en fast og en ildfuld Sjæl.