Audur Ava Ólafsdóttir

Vi kører videre i tavshed gennem lavamarken.

Jeg er stadigvæk inde i skoven, som ikke ser ud til at ville tage nogen ende, farvespektret går fra grønt til grønt.

Landsbyen er bygget på en stenet klippe, og jeg får med det samme øje på klosteret på toppen af klippen, det er faktisk ikke til at tro, at der deroppe skal findes en have, som står omtalt i alle håndbøger om rosendyrkning lige siden middelalderen.

Jeg er blevet gartner hos munkene og ser frem til at have mere end nok at bestille de næste to-tre måneder, indtil da behøver jeg ikke at spekulere på fremtidsplaner, eller hvad der siden skal ske, om jeg tager hjem igen eller tilmed bliver her længere endnu.