Gillian Harvey

Hun vidste, at han havde ret; at han stadig havde lang vej igen.

En banken på døren forskrækkede dem begge, hvorefter døren blev åbnet af en mand, der bar på en bakke med Marks goûter – en eftermiddagssnack og en kop kaffe, der blev leveret hver dag klokken tre. Emma kiggede op og mærkede sin hud rødme, da hun fik øje på den lyserøde kittel, det unge, alvorlige blik, der mødte hendes, og genkendelsens chok, der tog form i hans ansigt.

Det var Monsieur Booty Call. Éliott.

„Der er også suppe,“ påpegede Jenny.

„Og I to,“ sagde Ryan og følte sig tydeligvis i harmoni med verden. „I må være så glade for det hele.“

„Tja, det er først lige ved at synke ind,“ indrømmede Rob­ert. „Jeg mener, jeg vidste, at Nicky havde gjort et godt stykke arbejde. Men det der ... med at vinde. Det sker nok ikke for fyre som mig. Ikke normalt.“

„Heller ikke for mig,“ sagde Nicky. „Ikke at jeg er en fyr, men ...“