ntet ligger fast. Det vilkår deler de, og alting er så muligt. Andet kan ingen af dem efterhånden blot forestille sig. Heller ikke pigerne, Majbrit og Winnie, som ellers har helt andre baggrunde end bondedrengene her. De har allerede som børn i boligkarreen og på villavejen levet på denne evigheds afstand af den gamle verden, og nu eksisterer den overhovedet ikke længere, selv ikke her i Staun. Overhovedet ikke for de unge her, knap for nogen under fyrre. De er alle sammen arriveret i det samme, altomfattende virvar af stadig nyere tider. Og de morer sig, og det kan blive ved, under hele dette måltids umiddelbart skrækindjagende længde, så frit har en historie – som i et tilbageholdt åndedrag – lige nu stillet dem: de vil så let som ingenting, og til overflod med snapsens hjælp derude, kunne befinde sig præcis hvor de føler de bør være og sammen med netop dem, de allerhelst vil.

byen her jo slet ikke mere, heller ikke en-gang til deres fødegårde, og langtfra – allerede – til forældrenes måde at leve og tænke på; og endnu ikke rigtig til nogen helt anderledes fremtid, knap nok så meget som til noget andet erhverv, endnu ikke for alvor til nogen anden holdning eller tro.

den dets ideelle motivering ganske vist, udelukkende for at tjene det samfundsøkonomiske maskineri på snedigste vis: individualisme, frigjorthed, fantasi, dette havde været oprørernes vilde og skønne slagord, og de samme blev nu genbrugt som banale minimumskrav på jobmarkedet, og de blev til velberegnede forudsætninger for det ubændige varebegær der måtte til, da behovene slap op.