Farlige forbindelser

Hvordan man så end bærer sig ad, er tonen aldrig den samme før og efter, at en mand har haft held med sig

at jeg, der er skabt til at hævne mit køn og betvinge Deres, har vidst at benytte mig af midler, som kun jeg kender?

Og når De alligevel har set mig gøre de frygtede mandfolk til et legetøj for mine luner og lyster, berøve den ene viljen, den anden evnen til at skade mig,

Siden De har dømt mig uden at ville høre på mig, må De sikkert have følt, at det ville falde Dem lettere ikke at læse mit forsvar end at svare på det.

Og vil du så tænke dig, mellem strengene fandt jeg et lille brev, der kun var foldet sammen og ikke lakket. Det var fra ham. Åh, du skulle bare vide alt, hvad han skriver til mig! Efter at jeg har læst hans brev, er jeg så lykkelig, at jeg ikke kan tænke på andet.

Deres brev med alle detaljerne fra den henrivende dag, De har haft, følte jeg mig gang på gang fristet til at finde på et eller andet påskud, så jeg kunne flygte herfra, kaste mig for Deres fødder og bede Dem om for min skyld at være utro mod Deres chevalier, der egentlig slet ikke fortjener sin lykke. Ved De, at De har gjort mig helt skinsyg på ham?

Jeg skulle have været i operaen med fru de Merteuil, og chevalier Danceny skulle også med. Du ved nok, at det er de to, jeg holder mest af.

Jeg holder så meget af Dem.

Hvor skulle De også have lært at forstå en ryggesløs forførers sjæl? De taler om hans „sjældne oprigtighed“. Ja, det tror jeg, Valmonts oprigtighed er virkelig et meget sjældent fænomen! Han er endnu mere falsk og farlig, end han er elskværdig og forførende, og siden sin pureste ungdom har han aldrig hverken sagt eller gjort noget uden at have en bestemt hensigt med det, og han har aldrig haft nogen hensigt, der ikke var uhæderlig eller forbryderisk.

Vor ensomhed bliver oplivet af hendes nevø, vicomte de Valmont, der er så venlig at ofre nogle dage på os. Jeg kendte ham kun af omtale, og det gav mig ikke lyst til at lære ham nærmere at kende, men jeg tror nu, han er bedre end sit rygte. Her, hvor selskabslivets uro ikke stiger ham til hovedet, opfører han sig forbavsende fornuftigt og bebrejder sig sine vildfarelser med sjælden oprigtighed. Han henvender sig til mig med den største tillid, og jeg holder strenge moralprækner for ham. De, der kender ham, vil sikkert indrømme mig, at det ville være smukt at omvende netop ham, men jeg ved så udmærket godt, at otte dage i Paris ville få ham til, trods alle løfter, at glemme mine prækner. Men opholdet her betyder i hvert fald en lige så lang afbrydelse af hans sædvanlige levevis, og så vidt jeg kan se af hans tidligere liv, er det bedste, han kan gøre, slet ikke at foretage sig noget som helst