Gnist

rutiner er en gave, når det gælder at overkomme noget hårdt.

Et klart defineret delmål.
Fuld koncentration og indsats.
Øjeblikkelig og informativ feedback.
Gentagelse med refleksion og raffinement.

I hvilken udstrækning han er i stand til at holde sig fjerne objekter for øje (i modsætning til at leve fra hånden i munden). Aktiv forberedelse til senere stadier i livet. Evnen til at arbejde hen mod et bestemt mål.
En tendens til ikke at opgive opgaver bare på grund af omskiftelighed. Til ikke at søge efter noget nyt på grund af dets nyhedsværdi. Til ikke at „lede efter forandring“.
Og de to andre kunne let omskrives til tegn på udholdenhedskomponenten i Grit Scale-testen.
Graden af viljestyrke eller vedholdenhed. Stille beslutsomhed om at holde sig på den sti, man én gang har besluttet.
En tendens til ikke at opgive opgaver, når man står over for forhindringer. Udholdenhed, vedholdenhed og målrettethed.

Jeg begynder at forstå det. På dette professionelle sportshold gælder det ikke kun om at besejre de andre hold, det handler om at udfordre, hvor langt man er kommet i dag, så man i morgen kan gøre det bare en lille smule bedre. Det handler om topkvalitet. Så for Seahawks betyder Vær altid kompetitiv noget i retning af Sørg for at give alt, hvad du har i dig, hvad det end er for dig. Stræb efter dit bedste

„Konkurrence,“ får jeg at vide, er ikke det, jeg tror, det er. Det handler ikke om at triumfere over andre – en tanke, som jeg aldrig rigtig har brudt mig om. Konkurrence betyder topkvalitet. „Ordet kompetitiv stammer fra latin“, forklarer Mike Gervais, som er en af Petes partnere i kulturopbygning og tidligere konkurrence-surfer, nu sportspsykolog. „Helt bogstaveligt betyder det at stræbe sammen. Der er ingenting i originalbetydningen om det at få en anden person til at tabe.“

Et andet forsøg, han har taget til sig, er The Beep Test, som indleder hver ny sæson.438 Alle spillere stiller op på linje, skulder ved skulder, og ved lyden af et elektronisk bip begynder de at løbe stille og roligt hen mod en linje tyve meter væk. Dér bekendtgør en ny bip-lyd, at de skal vende om og løbe tilbage til, hvor de startede. Sådan fortsætter de frem og tilbage, idet tempoet sættes op, efterhånden som intervallet mellem bip-lydene bliver kortere og kortere. Inden for nogle minutter er spillerne nødt til at sprinte af sted – men bippene kommer stadig hurtigere. Én efter én giver spillerne op, idet de uundgåeligt falder ned på alle fire i total udmattelse. Det bliver omhyggeligt registreret, hvor langt de når, og som alt det andet, spillerne gør under træning og kampe, bliver registreringerne straks hængt op i omklædningsrummet, så alle kan se dem.
The Beep Test blev oprindelig designet af canadiske fysiologer som en test af personers maksimale aerobe kapacitet, men at testen måler deltagernes fysiske form, er kun én af grundene til, at Anson kan lide den. Ligesom forskere på Harvard Fatigue Laboratory, der i 1940 designede en løbebåndstest for at vurdere udholdenhed trods fysisk smerte, ser Anson lige så meget bip-testen som en personlighedstest. „På forhånd holder jeg en lille tale om, hvad testen kommer til at bevise for mig,“ fortalte han mig. „Hvis du gør det godt, er det enten fordi du har selvdisciplin og har trænet hele sommeren, eller også fordi du har den mentale styrke til at håndtere en smerte, som de færreste mennesker kan håndtere. Ideelt set har du selvfølgelig begge dele.“ Lige før det første bip annoncerer Anson: „Mine damer, det her er en test af jeres mentale indstilling. Nu!“

Mange af Ansons beundrere tilskriver hans hidtil usete succes, at han må have rekrutteret rigtigt. „Men det er simpelthen forkert,“ fortalte han mig. „Der er fem eller seks skoler, der jævnligt overbyder os i rekrutteringsfasen. Vores ekstraordinære succes handler om det, vi gør, når spillerne først er her. Det handler om vores kultur.“

Og sådan her oversætter Jamie Roosevelts poesi til prosa i en JPMorgan Chase-manual ved navn Sådan driver vi forretning: „Udvis en stærk beslutsomhed i alt, hvad du gør“, „Udvis målbevidsthed, robusthed og stædighed“, „Gør ikke midlertidige tilbageslag til permanente undskyldninger“ og endelig „Se fejl og problemer som muligheder for forbedring – ikke en grund til at give op“.

Jamie har et yndlingscitat af Teddy Roosevelt, som han holder af at gentage:
Det er ikke kritikeren, der tæller; ikke den mand, der påpeger, at den stærke mand snubler, eller hvordan den, som gør gerningerne, kunne have gjort dem bedre. Æren tilhører den mand, der faktisk befinder sig i arenaen, hvis ansigt er skæmmet af støv og sved og blod; der stræber tappert; der begår fejl og kommer igen og igen, fordi der ikke er nogen indsats uden fejl og mangler; som rent faktisk stræber efter at gøre gerningerne; som kender til den store entusiasme, den totale selvopofrelse; som stiller sig selv til rådighed for en værdig sag; som kender til triumfen for enden af en høj præstation, om alt går vel, og som i værste fald, hvis han fejler, i det mindste fejler, fordi han turde tage så modige skridt, at han aldrig skal regnes blandt de kolde og frygtsomme sjæle, som hverken kender til sejr eller nederlag.

Det, der interesserer mig mest, er tanken om, at kulturen i det lange løb har magt til at forme vores identitet. Over tid og under de rette omstændigheder vil normerne og værdierne i den gruppe, vi tilhører, blive vores egne. Vi internaliserer dem. Vi bærer dem med os. Den måde, fællesskabet gør tingene på, og årsagerne til det, bliver til sidst den måde, jeg gør tingene på, og til mine egne årsager.