Angst

Jeg gjorde mange små ting i løbet af dagen, som krævede store, dybe vejrtrækninger, hvor jeg pressede mig selv ud i angstgivende situationer.

Han havde rygsækken fuld af grimme, men lærerige oplevelser.

Hun fortalte om dengang, hun sad sammen med min bror og skulle lave hans regnskab. Der, hvor han brød sammen i angst og depression. Der, hvor han fik alle de symptomer, som jeg havde fået i nattens løb, selvom han ikke havde haft den samme snurren.
Hun fortalte, at jeg skulle tage det som en forstuvning.
„Her er det bare i hjernen, og man kan ikke se det som med en forstuvet fod, men lige som med forstuvninger i foden går det over,“ forklarede hun.

Det var alt, jeg hørte. Angst, som jeg havde fulgt så tæt på, da min bror tre år forinden var blevet syg af det.
Dunk, dunk, dunk.

Siddende på sengen med hendes arme omkring mig, fortalte jeg grædende, hvad der var sket.
Jeg græd og græd, og kunne ikke stoppe. Jeg fortalte igen og igen. Gråden lettede langsomt.
„Skat, du har fået angst. Det er et grimt angstanfald du har oplevet.“
Angst, angst, angst.

Dunk, dunk, dunk.
Stresset over tanken om min manglende søvn og tanken om larm resten af natten, gjorde, at jeg hurtigt stod nede i receptionen. Receptionisten nikkede og forstod, hvad jeg sagde. Han kiggede underligt på mig. Senere forstod jeg, at jeg stadig havde mine gule ørepropper i, og at jeg nok ikke var helt afbalanceret. Med en nøgle til et andet rum på den anden side af bygningen men på samme etage, tog jeg elevatoren tilbage til tiende sal. Fjerde, femte, sjette etage …
„Nej nej, luk mig ud!“
Jeg kunne pludselig ikke få vejret. Det føltes som en evighed, inden det sagde pling, og døren fra elevatoren langt om længe gik op.
Mine hænder rystede, og det var svært for mig at låse mig ind på værelset.

Svimmelheden kom tilbage, kropsvarmen var ulidelig, og igen måtte jeg ud. Jeg sagde til min mor, at hun bare skulle tage sig god tid, og jeg fandt endnu en øl udenfor.

Øverste etage manglede at blive udforsket, så vi tog trappen op. Og her begyndte jeg pludselig at blive utilpas.
Jeg følte, at det hele gyngede. Jeg begyndte at svede. Jeg følte mig indelukket, og måtte bare ud i luften. Væk fra støjen af højttalende turister. Væk fra alt, der mindede om dygtige kinesiske sælgere.

„I skal smage det, se og opleve sådan et sted,“ var der blevet fortalt hjemmefra.
Køen til spisestedet føltes som køen til check-in i Københavns Lufthavn, dog gik det noget hurtigere her, for det viste sig at være et kæmpe sted med plads til flere hundrede gæster. Menukortet var helt uoverskueligt. And på den ene, anden og tredje måde, med grøntsager, ris eller pandekager, surt eller sødt. Vi valgte lidt forskelligt. Det blev feriens bedste måltid, og jeg tænker tit tilbage på den sidste gode aften uden angst i lang, lang tid.

Jeg så på uret igen. Hvor tarveligt! Jeg havde jo bare sovet fire timer, og var bestemt ikke udhvilet. Kroppen føltes stresset og tanken om, at jeg ikke havde sovet nok, var nok til, at jeg ikke kunne falde i søvn igen.
Jeg lå i mørket og tænkte. Tænkte på den kommende biopateksamen. A, B, D-vitaminer og mineraler fløj rundt i hovedet på mig og blandede sig med navnene på homøopatiske midler