Talens forfatning

Alt tyder på, at viljen til sandhed, fra og med den store platoniske opdeling, havde sin egen historie, som ikke falder sammen med historien om de tvingende sandheder: historien om planer for objekter, der kan erkendes, og positioner for subjektet, som erkender, historien om anbringelse af erkendelsen i materialer, klinikker, instrumenter

allerede et århundrede senere lå den højeste sandhed ikke mere i, hvad talen var, eller i, hvad den gjorde, men den lå i, hvad den sagde: den dag var kommet, hvor sandheden skiftede plads fra udsigelsens retfærdige, virkningsfulde, ritualiserende akt, hen imod selve udsagnet: imod dets betydning, dets form, dets genstand og dets forhold til referenten.

Således er den eneste sandhed, som kommer til syne for vore øjne, en sandhed, som skulle være rigdom, frugtbarhed, mild i sin styrke og universel i det skjulte. Og til gengæld er vi uvidende om viljen til sandhed, der som et umådeligt maskineri står i udelukkelsens tjeneste

den sande tale siden grækerne ikke mere har været den, som svarer til begæret, eller den, som udøver magten inden for viljen til sandhed, eller viljen til at udsige den sande tale, hvad er det da, som er på spil i denne tale, om ikke begæret og magten? Den sande tale, som gennem formens nødvendighed frigøres fra begæret og befris fra magten, kan ikke genkende viljen til sandhed, som gennemtrænger den; og viljen til sandhed, den, som i lang tid har været pålagt os, er af en sådan art, at sandheden, som den vil, ikke kan undgå at maskere den.

hvad det, med hensyn til dens meget generelle form, er for en slags opdeling, som styrer vores vilje til viden, så er det måske sådan noget som et eksklusionssystem

Det er måske for dristigt at betragte modstillingen af sandt og falskt som et tredje eksklusionssystem ved siden af dem, jeg netop har omtalt. Hvordan kan man fornuftigvis sammenligne tvangen til sandhed med den slags opdelinger, opdelinger, som jo fra starten er vilkårlige

I et samfund som vores kender man selvfølgelig til udelukkelsesprocedurer. Den mest indlysende, som også er den mest velkendte, er forbudet

Der findes et andet udelukkelsesprincip i vort samfund: her ikke længere et forbud, men opdeling og forkastelse