De uadskillelige

Jeg kan godt lide roser; det er ceremonielle blomster som dør med et ærbødigt buk uden at visne.“

Når vinden blæste, susede det i poplerne. Vinden gjorde mig højstemt. Det forekom mig at træerne talte indbyrdes og med Gud fra den ene ende af jorden til den anden; det var et stykke musik og en bøn der gennemtrængte mit hjerte, før de steg op i himlen.

Autenticiteten i hendes åndelige krav bliver i ordets egentlige betydning hendes død, en tortur der driver hende til indre modsigelser, fordi troen ikke for hende, som for mange, er en behagelig måde at instrumentalisere Gud på, et middel til at give sig selv medhold, at retfærdiggøre sig selv og flygte fra sit ansvar, men en smertelig måde at stille spørgsmål til en tavs, dunkel Gud, en skjult Gud.

Det er syndigt!“ og alligevel var jeg fast besluttet på at fortsætte med at spise, læse, tale, drømme, sådan som jeg havde lyst til. „Jeg tror ikke på Gud!“ sagde jeg til mig selv. Hvordan skulle jeg kunne tro på Gud og bevidst vælge ikke at adlyde ham? I et øjeblik var jeg helt fortumlet over denne indlysende sandhed: Jeg var ikke troende.

ommeren var ved at gå på hæld, buskene var ved at blive røde, rønnens røde bær var ved at blive gule; under morgenens hvide ånde virkede efterårets kobberfarver mere glødende; jeg holdt af at se træerne flamme op over græsset som stadig dampede af kulde. Mens jeg melankolsk fulgte de nydeligt revne alléer hvor ingen vilde blomster længere groede, forekom det mig at jeg hørte mus

lt hvad der skete omkring hende frygtelig alvorligt; hvordan skulle hun kunne have undgået at blive grebet af angst når hun så sit liv i den overnaturlige verdens mystiske lys? At trodse sin mor, det var måske at gøre oprør mod Gud selv, men hvis hun faldt til føje, ville det måske være at vise sig uværdig til de nådegaver hun havde fået. Hvordan skulle hun vide om hun, når hun elskede Pascal, ikke var et redskab for Satans planer? Hvert øjeblik stod evigheden på spil, og intet tydeligt tegn viste om man var ved at vinde eller miste den! Pascal havde hjulpet Andrée med at overvinde disse rædsler. Men vores natlige samtale havde vist mig at hun let kunne falde tilbage i dem. Det var helt sikkert ikke i kirken at hun fandt sjælefred.

te; mine søstre lå og sov, for enden af den lange gang læste min far højt for min mor; det var et af dagens bedste øjeblikke. Der blev jeg liggende på det røde tæppe uden at foretage mig noget, sløv

Det centrale begrebspar i Det andet køn er „transcendens“ og „immanens“. „Transcendens“ er menneskets evne til at overskride den givne situation, at sætte sig ud over sine animalske vilkår, at „herske over nuet og forme fremtiden“. Under patriarkatet er den evne forbeholdt manden. Kvinden er fastholdt i „immanens“, hun er henvist til sin biologiske skæbne. Manden kaster projekter ud i fremtiden, mens kvinden er henvist til gentagelsens tid: det monotone husholdningsarbejde og forplantningens cyklus.

„Det er bedst at jeg rejser,“ sagde hun. „De har ret, og jeg ved det godt. Jeg ved udmærket at det kødelige er en synd, derfor må man flygte fra det kødelige. Lad os have modet til at se tingene i øjnene,“ tilføjede Andrée.

I hendes mund mistede de forslidte talemåder deres banalitet, så oprigtige var hendes stemme og smilet i hendes øjne.