Dette burde skrives i nutid

Der kom nogle rytmiske lyde fra værelset ved siden af. Jeg rejste mig og åbnede altandøren, jeg smed ispinden ned i buskadset. Jeg gik en tur. Jeg gik hjem. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, eller hvordan jeg skulle fortsætte.

Jeg tænkte på at få et dyr af en slags, eller i hvert fald nogle gardiner.

De havde hverken råd til at ryge eller rejse, de tilbragte hver sommer i campingstole på terrassen

og grinede, og jeg vendte mig og så dem forsvinde bag hjørnet, det var ganske rigtigt hende, der havde henvendt sig til mig den aften med picnicparret, men det interesserede mig slet ikke nu. Jeg stod med min frakke i posen og det sammenfald i dagens tekst, fire, fem, død, det betød ikke noget som helst, alligevel var det så mærkeligt, at jeg slet ikke kunne samle tankerne. Engang havde jeg set et program om en kvinde, der så tegn alle vegne, hun købte ind og trænede og sov efter de tegn, til sidst blev hun skilt, fordi alt omkring hende også gik fra hinanden, værktøj og stole og syninger især. De syninger havde jo ikke noget med noget at gøre, men som hun selv sagde: Man ser og hører selvfølgelig det, man vil se og høre. Jeg gik hjem med min frakke. Jeg låste mig

– Er han englænder?
– Nej, han er ude i køkkenet.