De 5 på Skatteøen

Og så fandt Anne nedgangen. Det var helt tilfældigt. Hun var

Han boede ved havet – men det var noget nær alt, hvad børnene vidste om ham.

hendes mor. “Jeg håber, I er blevet venner. Det bliver sjovt for jer at lege sammen. Du må tage din kusine og dine fætre med hen og se bugten her til morgen og vise dem de bedste steder at svømme.”
“Jeg skal ud og fiske,” sagde Georg.
Hendes far så straks op.
“Nej, det skal du ikke,” sagde han. “Du skal udvise nogle gode manerer for en gangs skyld og tage din kusine og dine fætre med ud til bugten. Har du forstået?”
“Ja,” sagde Georg og skulede nøjagtig ligesom sin far.
“Årh, men vi kan da bare tage hen til bugten selv, hvis Georg skal ud og fiske,” sagde Anne straks, for hun tænkte, at hvis Georg var i dårligt humør, ville det alligevel være rarere ikke at have hende med.
“Georg vil gøre præcis, hvad hun får besked på,” sagde hendes far. “Og hvis ikke, så skal jeg nok tage mig af hende.”

Georgina,” forklarede Anne. “Hun er rimelig underlig, synes jeg. Hun siger, hun slet ikke ville have, at vi kom, fordi vi vil blande os i hendes liv. Hun grinede ad mig, og hun var rigtig fræk.”
Julian lagde armen om Anne, der stod og så lidt trist ud. “Op med humøret!” sagde han. “Vi holder med dig. Kom nu med ned og få morgenmad.”
De var alle sammen sultne. Duften af bacon og æg var skøn. De løb ned ad trappen og sagde godmorgen til deres tante. Hun var netop i gang med at sætte morgenmaden på bordet. Deres onkel sad for bordenden og læste i sin avis. Han nikkede til børnene. De satte sig ned uden et ord, mens de spekulerede på, om de overhovedet måtte sige noget, mens de spiste. Det måtte de altid derhjemme, men deres onkel Quentin så ufattelig barsk ud.
Georg sad og var ved at smøre et stykke toast. Hun skulede mod de tre andre børn.
“Lad være med at se sådan ud, Georg,” sagde

Georg er et pænt navn, synes jeg. Jeg er ikke så vild med Georgina. Og du ligner for resten en dreng.”
“Gør jeg virkelig?” sagde Georg, og panderynken forsvandt fra hendes ansigt et øjeblik. “Mor blev rasende på mig, da jeg klippede mit hår af. Jeg havde hår helt ned ad nakken før, det var rædselsfuldt.”
De to piger stirrede på hinanden et øjeblik. “Hader du ikke at være en pige?” spurgte Georg.
“Nej da,” sagde Anne. “Forstår du – jeg kan godt lide pæne kjoler, og jeg elsker alle mine tøjdyr.”
“Hvem interesserer sig for pæne kjoler?” sagde Georg foragteligt. “Og legetøj! Du er godt nok et pattebarn, det er det eneste, jeg kan sige.”
Anne følte sig fornærmet. “Du er ikke særlig rar,” sagde hun. “Mine brødre vil ikke have noget med dig at gøre, hvis du lader, som om du ved alting. De er rigtige drenge, de lader ikke bare som om ligesom dig.”

Og du ligner for resten en dreng.”
“Gør jeg virkelig?” sagde Georg, og panderynken forsvandt fra hendes ansigt et øjeblik. “Mor blev rasende på mig, da jeg klippede mit hår af. Jeg havde hår helt ned ad nakken før, det var rædselsfuldt.”
De to piger stirrede på hinanden et øjeblik. “Hader du ikke at være en pige?” spurgte Georg.
“Nej da,” sagde Anne. “Forstår du – jeg kan godt lide pæne kjoler, og jeg elsker alle mine tøjdyr.”
“Hvem interesserer sig for pæne kjoler?” sagde Georg foragteligt. “Og legetøj! Du er godt nok et pattebarn, det er det eneste, jeg kan sige.”
Anne følte sig fornærmet. “Du er ikke særlig rar,” sagde hun. “Mine brødre vil ikke have noget med dig at gøre, hvis du lader, som om du ved alting. De er rigtige drenge, de lader ikke bare som om ligesom dig.”

Nå, men hvis de er tarvelige over for mig, så vil jeg ikke have noget med dem at gøre,” sagde Georg og sprang ud af sengen. “Det var alligevel ikke mig, der ville have nogen af jer til at komme. Komme og blande jer i mit liv her! Jeg har det helt fint alene. Nu skal jeg finde mig i en latterlig tøs, der kan lide kjoler og legetøj, og to dumme fætre!”
Anne syntes, at det var en temmelig dårlig begyndelse. Hun sagde ikke mere, men klædte sig på. Hun tog sine gamle bukser og en rød sweater på. Georg tog også bukser på og en drengesweater. Netop som de var klar, buldrede drengene på deres dør.
“Er I stået op? Er Georgina der? Kusine Georgina, kom ud og sig dav til os.”
Georg flåede døren op og marcherede ud med næsen i sky. Hun værdigede ikke de to overraskede drenge et blik. Hun spankulerede nedenunder. De tre andre børn så på hinanden.
“Hun vil ikke svare, hvis man kalder hende

vde lyst til at afsløre den for nogen.

På toppen af skrinet var der udskåret initialer – H.

Julian lagde armen om Anne, der stod og så lidt trist ud. “Op med humøret!” sagde han. “Vi holder med dig. Kom nu med ned og få morgenmad.”