Under bombardementerne under anden verdenskrig stimler hele byens befolkning sammen i et beskyttelsesrum. I løbet af den lange farlige nat fortæller folk historier, som de nok ville have holdt for sig selv, hvis ikke de vidste, at en bombe når som helst kunne falde ned på beskyttelsesrummet og sprænge alle tilhørerne til atomer.
Nu fortæller Charlotte von Preetz om et af sine tidligste minder om sin afdøde bror rigsdagsmand Josef Ecksler. Alle har en mening om den store mand, der var afholdt som både politiker, kunstner og menneske, men kun Charlotte kan huske, dengang Josef for alvor var religiøs. Nu fortæller hun om den hule, hendes bror byggede som barn, og det alter og de ofringer han bragte Gud derinde.
“Det sidste kantareller” er niende fortælling i novellesamlingen “Alle skal tjene to herrer”, fjerde del af «Europafortællinger”.
Willy-August Linnemann (1914–1985) var dansk forfatter. Som sydslesviger skrev Willy-August Linnemann, der debuterede i 1939, om det sønderjyske grænseland som erfaringsrum og som politisk spørgsmål. I disse spørgsmål bevægede Linnemanns fortællinger og romaner sig tematisk i spændingsfeltet mellem det lokale og det fælleseuropæiske, som fik en stor plads i hans forfatterskab. I sit senværk kritiserede han velfærdssamfundets og industrialiseringens konsekvenser for individet.
Willy-August Linnemann modtog De Gyldne Laurbær i 1959 for «Døden må have en årsag».
