Sjælens bog

Jo mere du beskærer et træs grene, jo højere og stærkere bliver det. Jo mere du lægger guldet i ilden, jo renere bliver det. Jo mere du sliber stålet, jo bedre skærer det. … Derfor glæder det mig, at du har haft stor modgang og mange vanskeligheder. … Det er sælsomt, at jeg elsker dig og alligevel glæder mig over, at du har sorger.4
– Abdu’l-Bahá

Når vi sammen løfter spanden, sker der noget, der minder om nattens stjerneskær. Jeg er løbet tør for måder at beskrive rejsen på. Du skal blot vide dette – i stedet for vinger gav Gud os kærlighed.

Og sådan fortsætter det. Det er denne rejse, jeg ønsker for dig. Jeg håber, at alting i verden vil tale til dig – floden, bjerget, byen, skoven. Og jeg ønsker, at du vil finde mange lærere, som vil bringe dig til dig selv.

undervejs, gjort så gennemsigtige, at de skjulte kvaliteter ved at være i live kommer til syne. Alt sammen for at genvinde en hunds eller en plantes enkelhed. Alt sammen for at opdage, at neden under vanskeligheder findes vores hjem.

Tusinder af lys kan tændes fra et enkelt lys, uden at dette ene lys får en kortere levetid.78
– Buddha
Der er så meget at tage ind blot for at lukke det ud. Så meget at lære blot for at acceptere, hvor lidt vi ved. Så meget at gøre modstand imod blot for til sidst at overgive os. Vi bliver renset og pudset

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at mennesker som elsker det, de gør, altid forekommer velkendte, for når vi elsker, udspringer vi af det samme Levende Center. Og når vi fortæller historier om dem, der gør, hvad de elsker, vækkes en slags fortællingsmedicin, som styrker menneskehedens immunsystem.

øjeblik er vi renset – vores væsen, vores hjerte og vores sind får lov til at trække vejret i takt. Den duftende klippe er når vi kravler frem i det åbne og lever, hvor vi støver vores hjerter af, mens vi står foran Evigheden, sårbare og styrkede, grebet af ærefrygt og taknemmelighed over, at der omsider ikke er andre steder at gå hen

Den duftende klippe er et hvilket som helst øjeblik, hvor vi, dybt og kortvarigt, holder op med at dø fra livet. I den tilbagevendende sødme begynder de sår, vi bærer, dem, vi syr efter så mange legitime skader, at hele op. Og slørene, der danner sig som skyer, driver til side. Og i dette korte

bliver skjult eller dæmpet.

Ud over denne uklarhed, som dækker vores oplevelser, kæmper vi ustandselig med de mange lag slør. Smerte, tab, tvivl, tøven og resignation danner slør, hvis de får lov til det. Enhver følelse eller stemning, som dominerer vores liv, er et sådant slør. Det er dog ikke altid os selv, som har dannet disse slør. Hvis vi fjerner os fra livet, uanset hvordan det sker, bliver der dannet et slør, som dæmper intensiteten ved at leve. Hvad enten vi selv har skabt sløret eller ej, dør vi fra livet, hvis det mirakel, som altid er til stede, bli