Oktoberbarn

Vågn op. Jeg befaler dig. Vågn op!

Depressionens sløve mørke, dens intet og dens vågne død, det er den der venter på mig når jeg synker endnu dybere. Der hvor der ingen ord er, ingen samvittighed, blot den sløve søvn morgen, middag, aften og angsten der omslutter hver celle.

Han talte altid norrlandsk når han var manisk, det var det første tegn på at han var på vej op. Han kunne rejse sig fra sengen hvor han havde ligget i månedsvis og pludselig begyndte han at synge viser, tale norrlandsk og så gik han ud og brugte en masse penge og det var jo ret uskyldigt, men jeg

Jeg undgik mig selv som man undgår nogen man ikke har lyst til at møde på skolegangen.

Det spillede ingen rolle at jeg havde været så tæt knyttet til mine børn da de var små, selv om jeg håbede at deres tidlige barndom lå lagret i dem som en grobund for fremtiden, eftersom det der stod klarest for dem nu var at jeg var en mor der kunne forsvinde.

Man vidste på måden de tog i dørhåndtaget på om det ville gøre ondt eller ej.

Jeg tror at menneskeheden kan inddeles i dem der kan sove og dem der ikke kan sove.

Hvad er det der ikke er afgjort, forbi og for længst passé?

Hvorfor plager jeg mig selv med minder fra de år?

Jeg svigtede mig selv så let og for hvad?

Du kastede morgengaven til mig som om jeg var en hund.