Victoria

„Og en Fætter og Kusine,“ indskød Merete vigtig.

„Ja, undskyld, Kaptajn,“ sagde hun, da han tav, „Deres Broder har nu ikke baaret sig videre fint ad, saadan at efterlade Kone og Barn til Nød og Elendighed, og hvorfor henvendte Enken sig ikke til Dem, hun var da hans Arving, naar de var lovformeligt gift.“

„Victoria!“ raabte Frøken Agnes forfærdet, og medens Agathe fik lidt mere Besked om, hvordan Kaptajnen for lidt siden var kommet kørende med en bundet og bastet, halvfuld Tyveknægt i Bunden af Bilen og den besvimede Victoria paa Forsædet, løb Agnes med bankende Hjerte ovenpaa til Victorias Værelse.

Victoria var som et lille Stykke uopdyrket, men frodig Muldjord, fyldt med Slagger og Ukrudt, men dejligt at arbejde i.