Ved enden af verdens ende

Begge trossystemer er hjemsøgt af følelsen af at selve det at være menneske indebærer en skyld.

Man hjælper noget man holder af, noget der befinder sig lige foran en, og man kan se resultaterne.
*

Hen mod slutningen af Jamiesons kapitel om etik stiller han spørgsmålet om det er godt eller dårligt at det arkadiske Manhattan fra 1630, frodigt skovklædt og myldrende med fisk og fugle, blev til det moderne Manhattan med High Line og Metropolitan Museum. Det vil folk svare forskelligt på. Pointen er at forandringen skete og ikke står til at ændre, ligesom den globale opvarmning ikke står til at ændre. Vores forfædre overlod os en verden med gode ting og dårlige ting, og vi vil overlade en verden med nogle andre gode ting og dårlige ting til vores efterkommere. Vi har altid været ikke kun universelle forurenere, men også fremragende til at tilpasse os; klimaforandringerne er blot den samme gamle historie i større målestok. De eneste selvforskyldte, eksistentielle trusler mod vores art er atomvåbenkrig og genmodificerede mikroorganismer.

bog som yder den fulde tragedie og underlige komedie om klimaforandringerne retfærdighed, er Reason in a Dark Time af filosoffen Dale Jamieson. Normalt undgår jeg bøger om emnet, men en ven anbefalede mig den sidste sommer, og min nysgerrighed blev vakt af dens undertitel, „Hvorfor kampen mod klimaforandringer mislykkedes – og hvad det betyder for vores fremtid“. Min nysgerrighed blev især vakt af ordet „mislykkedes“, at det stod i datid. Jeg begyndte at læse og kunne ikke holde op.
Jamieson, som har overværet og deltaget i klimakonferencer siden begyndelsen af 1990’erne, indleder med en gennemgang af menneskehedens svar på det største fælles problem den nogensinde har stået over for. I de år der er gået siden Rio-konferencen i 1992, hvor der var store forventninger om at nå frem til global enighed, er CO2-udledningen ikke alene ikke mindsket; den er steget markant. I København, i 2009, stadfæstede præsident Obama kun et fait accompli da han afslog at forpligte USA til bindende mål for reduktioner. I modsætning til Bill Clinton var Obama ærlig om hvor meget handling det amerikanske politiske system kunne levere på klimaområdet: ingen. Uden USA, som er verdens næststørste udleder af drivhusgasser, er en global aftale ikke global, og andre lande har ikke meget incitament til at underskrive den. Dybest set har Amerika vetoret, og vi har brugt den gang på gang.
Grunden til at det amerikanske politiske system ikke kan levere handling, er ikke den enkle at den fossile brændselssektor sponsorerer klimabenægtere og køber valgresultater, som mange progressive tror. Selv for personer som anerkender at global opvarmning er en kendsgerning, kan problemet sættes ind i mange forskellige rammer – en global le

Der er ingen tvivl om at det kommende århundrede vil blive hårdt for vilde dyr. Selv hvis klimaforskere tager fejl og de globale temperaturer mirakuløst stabiliserer sig i morgen, ville vi stadig stå over for den største udslettelse af arter i 65 millioner år. Det der er tilbage af den vilde natur, er hurtigt ved at blive ødelagt af vores voksende befolkningstal, af afskovning og intensivt landbrug, af rovfiskeri og overforbrug af grundvandsressourcer, af pesticider og plasticforurening samt af spredningen af invasive arter. For utallige arter, heriblandt så godt som alle Nordamerikas fugle, er klimaforandringer en mere fjern og sekundær trussel. Fugles reaktion på en hurtig klimaændring er ikke velundersøgt, men fugle har tilpasset sig den slags belastninger i millioner af år, og de overrasker os hele tiden – kejserpingviner der flytter deres ynglepladser efterhånden som isen i Antarktis smelter, pibesvaner der forlader vandet og lærer at opsamle korn på landbrugsjord. Det vil ikke lykkes alle arter at tilpasse sig. Men jo større og sundere og mere forskelligartede vores fuglepopulationer er, jo større er chancerne for at mange arter vil overleve, endda have fremgang. For at forhindre udslettelse i fremtiden er det ikke nok at begrænse vores CO2-udledning. Vi er også nødt til at holde en hel mængde vilde fugle i live lige nu og her. Vi må bekæmpe den udryddelse som truer i nutiden, arbejde på at reducere de mange farer der decimerer nordamerikanske fuglepopulationer, og investere i omfattende, intelligent udtænkte miljøbeskyttelsesforanstaltninger, især dem der er beregnet til at imødegå klimaforandringer. Det er ikke det eneste som folk der bekymrer sig om naturen, bør foretage sig. Men det giver kun mening at undlade at foretage sig disse ting hvis problemet med den globale opvarmning simpelthen kræver alle de ressourcer som samtlige naturelskende grupper råder over.
*
En af miljøaktivismens lidt tragikomiske sider er at man hele tiden flytter overliggeren. For ti år siden fik vi at vide at vi havde ti år til at gennemføre de drastiske forandringer der skulle til for at forhindre den globale temperatur i at stige mere end to grader i løbet af dette århundrede. I dag hører vi, fra nogle af de selv samme aktivister, at vi stadig har ti år. I virkeligheden skal vores handlinger nu være endnu mere drastiske end

befinder os nu alle sammen i samme situation som de indfødte amerikanere gjorde da europæerne ankom med geværer og kopper: Vores verden er på vej til at forandre sig voldsomt, uforudsigeligt og mestendels til det værre. Jeg nærer ikke noget håb om at vi kan forhindre forandringen i at komme. Mit eneste håb er at vi kan acceptere virkeligheden tids nok til at forberede os humant på den, og min eneste tro er at uanset hvor smerteligt det er, så er det bedre at se virkeligheden ærligt i øjnene end at benægte den.

Er vi ikke mere eller mindre ved at ødelægge den naturlige verden for at redde den?

Hvordan finder vi mening i vores handlinger når verden ser ud til at nærme sig sin undergang?