Byen

Og her var det. Men det var stadig ikke nok. Der var noget der manglede – noget som han aldrig havde tænkt på, noget som mændene i Genève heller aldrig havde tænkt på. Noget, en del af den menneskelige personlighed som alle indtil dette øjeblik havde taget for givet.

Socialt pres var det der havde holdt menneskeslægten sammen gennem alle årtusinder – holdt menneskeslægten sammen som en enhed, ligesom faren for sult havde holdt myrerne trælbundet til et socialt mønster.

Nødvendigheden hos et menneske af at få bifald fra sine medmennesker, nødvendigheden af en vis dyrkelse af fællesskabet – en psykologisk, næsten fysiologisk nødvendighed af at andre bifaldt ens tanker og handlinger. En kraft der hindrede folk i at fare ud af usociale tangenter, en kraft der trak mod social sikkerhed og menneskeligt sammenhold, en kraft der trak mod den menneskelige families samarbejde.

Folk døde for det bifald, ofrede sig for det bifald, levede et liv de afskyede for det bifald. For uden det var mennesket alene, en fredløs, et dyr der var blevet drevet væk fra flokken.

Det havde selvfølgelig ført til frygtelige ting – til massepsykologi, til raceforfølgelse, til massegrusomheder i fædrelandskærlighedens og religionens navn. Men det havde ligeledes været det appretur der holdt racen sammen, det der lige fra starten havde gjort det menneskelige samfund muligt.

Og hvorfor,« spurgte Joe, »skulle jeg gøre noget for nogen som ikke engang er født endnu? Hvorfor skulle jeg se ud over mit eget livs år? Når jeg dør, dør jeg, og al skrålet og æren, alle flagene og trompeterne vil være mig ligegyldig. Jeg vil ikke vide om jeg levede et stort liv eller et meget fattigt liv.«

»Racen,« sagde Grant.

Joe lo, et brøl af latter. »Bevarelse af racen. Fremskridt for racen. Det er det De sigter til. Hvorfor skulle De bryde Dem om det? Eller jeg?«

Latterrynkerne rundt om hans mund glattedes ud og han hævede spottende en advarende finger. »Bevarelse af racen er en myte ... en myte som I alle har levet efter – lavsindet tanke som er opstået af jeres sociale struktur. Racen dør hver eneste dag. Når et menneske dør, dør racen for det – for dets vedkommende er der ikke længere nogen race.«

»De er bare ligeglad,« sagde Grant.

»Det er hvad jeg har forsøgt at sige,« erklærede Joe.

Han skævede til bylten på jorden og et flygtigt smil viste sig om hans læber. »Måske,« antydede han, »hvis det interesserede mig ...«

Grant åbnede bylten og tog mappen ud. Næsten tøvende trak han det tynde bundt papir ud og kastede et blik på titlen:

»Juwains ufuldendte filosofiske ...«

Han gav det fra sig, sad og så til mens Joe hurtigt læste det og allerede mens han så til, følte han den kvalmende smerte af frygtelig fiasko lukke sig om hans hjerne.

Forleden i Websters hus havde han tænkt på en hjerne der ikke kendte nogen logisk gænge, en hjerne uhæmmet af fire tusind års forældede menneskelige tanker. Det ville måske være det der skulle til, havde han sagt til sig selv.

Og nu havde en eller anden rullet et hjørne af den skæbne op, havde sat den i et andet spor, havde givet myrerne hjulets hemmelighed, forarbejdet metals hemmelighed – hvor mange andre kulturelle handicap var mon blevet løftet fra denne myretue og havde knust fremskridtets flaskehals?

Faren for at sulte ville måske være et af de handicap som var blevet løftet fra myrerne. Fremskaffelse af rigelig næring, hvad der gav dem tid til andre ting end en uafbrudt søgen efter midler til livets opretholdelse.

En anden race på vej til storhed, en race der udviklede sig på det sociale grundlag som var blevet indbygget i den længst forsvundne tid før det væsen som kaldtes mennesket var blevet vækket til storhed.

En tanke dukkede op i Grants hoved; han skubbede den tilbage, undertrykte den. Der var ingen grund til at håbe for meget.

En tanke dukkede op i Grants hoved; han skubbede den tilbage, undertrykte den. Der var ingen grund til at håbe for meget

Verdenskomiteen tog sig ikke af det. Den havde andet at bekymre sig om end de uansvarlige og misfornøjede. Og der er masser af dem. Bønderne, for eksempel, hvis livsform gik tabt da hydroponikken kom. Mange af dem fandt det svært at tilpasse sig industrilivet. Og hvad så? Så stak de af. De vendte tilbage til det primitive liv. De dyrkede lidt afgrøde, de jagede lidt, de satte fælder op, de huggede brænde, stjal en smule nu og da. Berøvet deres levevej vendte de tilbage til jorden, helt tilbage, og jorden sørgede for dem.«